Mellemøsten
Det seneste år har budt på demonstrationer og opgør med diktatoriske regimer i Mellemøsten. Det er lande, hvor befolkningen i årtier har frygtet for konsekvenserne af deres ytringer. Manglen på ytringsfrihed betyder dog ikke, at der ikke eksisterer fantastisk litteratur fra Mellemøsten.
I dette tema vil jeg sætte fokus på nogle af de stærke og livsbekræftende læseoplevelser fra den del af verden, hvor vi mest hører om politik og krig. Det er litteratur, som beriger os og gør os klogere på vores medborgere og den smeltedigel, vi lever i.
Biografier
Når vi beskæftiger os med litteratur fra Mellemøsten, er det særligt biografierne, som står stærkt. De store personskildringer og det indblik de giver os læsere i en ellers lukket verden. Den dag Nina Simone holdt op med at synge af Darina al-Joundi fortæller historien om den udpræget sekulære familie, som nægter at tilslutte sig religiøse eller etniske grupperinger under borgerkrigen i Libanon i 70'erne og 80'erne. Det er en barsk historie, men også en smuk skildring om livsglæde og kærlighed til livet og familien. En anden interessant biografi er bogen Med Gud i hælene af danske Lasse Ellegaard, der i en årrække har levet i området og som kender Mellemøsten på godt og ondt.
Skønlitteratur om Mellemøsten
Drageløberen af Khaled Hosseini og Yacobians hus af Alaa Al Aswany er bøger, som har haft massiv omtale og med rette. Begge er de skønlitterære fortællinger om livet i henholdsvis Afghanistan og Egypten, der ikke alene er godt skrevet, men som også har noget på hjertet. En nyere bog som Pigerne fra Riyadh af Rajaa Alsanea, der handler om moderne overklassekvinder, der er fanget mellem drømmen om et vestligt liv og det islamiske samfunds stramme bånd, er bestemt også en læseoplevelse værd.
Faglitteratur om Mellemøsten
Biblioteket har også mange forskellige fagbøger om politik, historie og religion, som alle har sit udgangspunkt i et eller flere af Mellemøstens lande. Revolutionens børn af Karin Bo Bergquist tager fat i de unges liv i Teheran. De kaldes revolutionens børn, da de er den generation, der siden præstestyrets overtagelse af magten i Iran i 1979, har levet hele deres liv under styrets strenge regler og straffe. Vi hører om de unges liv fra alle vinkler, små dagligdagsting, der bliver besværliggjort af reglerne, problemerne med seksualitet, ægteskaber, overvågning og ikke mindst den ultimative straf, dødsstraffen.
Dyk ned i listen over bøger fra og om Mellemøsten og bliv klogere på menneskene, politikken, konflikterne og skønheden i dette område af verdenen.
Søg i temaer
Tidligere temaer: