Mandebøger med stort M
Skrevet af: Bodil Christine Andersen, Nota
Mandelitteratur
Når mænd griber til skønlitteratur, er det hovedsalig mandlige forfattere, der foretrækkes. I et typisk mandligt univers er der mere eventyr, flere helte, mere sex og flere flasker whisky end i et typisk kvindeligt univers. Humoren er mere kølig og ironisk, mens følelseslivet er mere eksplicit og tildækket. Men derudover er der mange forskellige vinkler og helte og antihelte i mandelitteraturen.
Hår på brystet – rå mandighed
Det bliver næppe mere stereotypt og mandigt end beretninger om soldater i kamp eller sportsfolk, der kæmper til sidste dråbe blod. Bliv for eksempel klogere på rækken af danske professionelle boksere i Ove Ovesens bog Fra Jim Smith til Mikkel Kessler. Grænserne for fysisk og psykisk formåen afprøves konstant, og enhver læser kan leve sig ind i forestillingen om at være urmanden, der bringer byttet hjem uanset forhindringerne. Følg Nicolai Moltke-Leths og Andy McNabs liv som elitesoldater på opgave. Ernest Hemingway er en skønlitterær klassiker udi kunsten at beskrive rå mandighed. Læs blandt andet om tyrefægtning, smugleri og storvildtjagt i hans forfatterskab.
Hverdagens svære balance
En del af bøgerne handler også om den svære kunst at være mand, kæreste og far og samtidig frygte, at drengerøven bliver slugt af ensformighed og kedsomhed i hverdagen. Hvordan bevarer man sin mandighed, når kæresten hele tiden vil tale følelser og madindkøb? Robert i Nick Hornbys roman High Fidelity kæmper med nogle af problemstillingerne, ligesom hovedpersonen i Torben Munksgaards Den perfekte mand. I den islandske fortælling 101 Reykjavik af Hallgrimur Helgason, følger vi med humor 33årige Hlynurs stillestående liv hjemme hos mor.
Selvdestruktive mænd på vej mod afgrunden
Antiheltene i disse bøger ser ofte bunden af ølglasset, men sjældent dagslys. De hænger ud på stamværtshuset, livet passerer forbi og umiddelbart er der ingen udvej at spore. Alligevel fascinerer disse mænds liv. Ingen danske romaner kommer over Tom Kristensens Hærværk i denne genre, mens amerikanske Charles Bukowski er suveræn til at beskrive nedtur og intethed på grummeste vis.
Forføreren, kvindebedåreren eller den sexfikserede?
Ikke overraskende er et populært emne i denne genre mandens fascination af kvinden, kroppen og det erotiske. I bøgerne oplever vi alt fra mandens forførende leg til den direkte kontakt med det modsatte køn. Henry Millers selvbiografiske bøger Sexus, Plexus og Nexus, der omhandler erotiske oplevelser i New York, er på listen, ligeså Jørgen Leths beskrivelser fra bl.a. Haiti og også forskellige erotiske noveller.
Alt i alt er her bøger for enhver mand – og kvinder kan også sagtens være med. Det kunne jo tænkes, at de kunne blive lidt klogere på det modsatte køn…
Publiceret:
14. Januar 2011 Søg i temaer
Tidligere temaer: