Krimier for kvinder - og alle andre!
I dette tema skriver jeg om kriminalromaner af kvindelige skandinaviske forfattere. Fælles for de forfatterne er at de har en kvindelig hovedperson. Handlingen beskriver det moderne kvindeliv og fokus er hovedpersonens liv og konflikter, udover selvfølgelig mordgåden.
Det er koldt, mørkt og regnvejr udenfor! Findes der noget bedre end at sætte sig i sofaen eller den gode stol med en god krimi, et tæppe og passende forsyninger af varme drikke og søde sager inden for rækkevidde? En af mine yndlingstyper er kvindekrimierne.
Kvindekrimien, populært kaldet femikrimien, er skrevet af en kvinde med en kvinde som hovedperson. Desuden er det karakteristisk for femikrimien, at den beskriver moderne kvindeliv og det er hendes liv og konflikter det handler om, udover selvfølgelig mordgåden.
Historie
Historisk opstod kvindekrimien i USA i 70erne, hvor Marcia Muller som den første introducere den selvstændige og slagfærdig kvindelig privatdetektiv, Sharon McCone. Nogle år senere, i begyndelsen af 1980erne, stiftede vi bekendtskab med yderligere to kvindelige privatdetektiver. De skulle med årene vise sig at blive de mest populære, nemlig Sara Paretskys V.I Warshawski og Sue Graftons Kinsey Millhone.
Norge

Og allerede året efter udkommer Anne Holts første bind i serien om kriminalbetjent Hanne Wilhelmsen med titlen Blind gudinde. Hanne Wilhelmsen er lesbisk og bor sammen en anden kvinde, men så dygtig til sit arbejde at hun ender som en legende blandt de ny uddannede politifolk.
Sverige
Begrebet femikrimi dukker for alvor op i medierne i forbindelse med svenske Liza Marklunds forfatterskab. Hendes bog, Nedtælling, introducerer journalisten Annika Bengtzon. Vi følger Annika Bengtzon karriere på avisen Kvällspressen i Stockholm og hendes liv på godt og ondt med kæresten Thomas gennem syv bind.
Forfatteren Helene Turstens hovedperson er den 40-årige kriminal-inspektør Irene Huss. Privat er Irene Huss gift med kokken Krister og mor til teenage-tvillinger, med alt hvad det fører med sig af fornøjelse og bekymringer.

I Sverige finder vi også Camilla Läckberg, hvis bøger foregår i den lille skærgårdsby Fjällbacka i Tanum nord for Göteborg. Hovedpersonen er forfatteren Erica Falch, som samarbejder med politimanden Patrick Hedström for at finde frem til morderne.
Danmark
Herhjemme er det Gretelise Holms bog Paranoia fra 2002, der for alvor gjorde læserne interesseret i femikrimien i den danske version. Der er udkommet flere bøger i serien om den midaldrende journalist, Karen Sommer, på et sydsjællandsk dagblad.

Sara Blædels tre bøger handler om politikvinden Louise Rick, hendes forhold og hendes stædige veninde journalisten Camilla Lind. I den første roman, "Grønt støv" fylder de to veninders indbyrdes forhold lige så meget i romanen som selve krimiplottet. Man kommer hurtigt til at holde af Louise, der slås med de samme problemer omkring parforhold og karriere, som mange andre unge kvinder i 30erne.
Blandt de danske femi-krimiforfattere hører også Ditte Birkemose. Hovedpersonen i hendes bøger, Kit Sorél har en meget atypisk baggrund med et halvfærdigt teologi-studie. Hun agerer privatdetektiv i to kriminalromaner, Til toner fra Tosca og Hadets engel.
Dette er nogle af de femikrimier jeg har nydt de seneste år. De fleste er meget fortællende og snakkende uden hverken det helt store tju-bang eller de voldsomme blodsudgydelser
Relaterede links
Søg i temaer
Tidligere temaer: