Humor i dansk litteratur - før og nu

Det findes næppe et endeligt svar på, hvorfor vi mennesker griner. Et bud er, at vi bruger humor for at føle os overlegne i forhold til andre, f.eks. når vi griner af minoriteter, eller at vi gennem humor får forløsning for ting, vi ellers ikke taler om, f.eks. døden. Et tredje bud er, at humor præsenterer verden på en skæv og underfundig måde, der er i uoverensstemmelse med vores egen opfattelse, og som derfor får os til at trække på smilebåndet.

Det godmodige grin, der optrådte i især litteratur fra 50erne, 60erne og 70erne, og som ramte stort set alle, findes ikke i nyere dansk litteratur. Eller sagt på en anden måde: nutidens forfattere er ikke sjove på samme måde som tidligere generationers forfattere. Den vidtfavnende og hyggelige humor er forsvundet og i stedet optræder en mere ironisk, indforstået og til tider morbid humor. Selvom Jørn Riel og Finn Søeborg stadig er populære, så ville der næppe være plads til dem som nyudgivelser i dag. Moderne bøger har andre virkemidler end tidligere. Hvor humoren førhen var realistisk og underspillet, er humoren i dag ofte grotesk og sarkastisk og mere krævende at gå til som læser, da man skal afkode flere lag i humorlitteraturen end tidligere.

Der er flere grunde til, at humoren i litteraturen har ændret sig, men en af hovedårsagerne kan være, at litteratur ikke længere har samme position. Andre medier og udtryksformer har overtaget litteraturens position. Men humoren har også andre arbejdsbetingelser i dag. De kulturelle fronter er hårdere tegnet op og det nationale er ikke længere entydigt, men en kampplads om værdier, som enhver forfatter må forholde sig til. En politisk korrekthed har sneget sig ind i litteraturen og i dag ville Riel nok have svært ved at skrive sine noveller om de hyggelige grønlændere uden at forholde sig til en række etiske spørgsmål.

Dermed ikke sagt, at moderne dansk litteratur ikke formår at få læseren til at grine, også højlydt. Tag bare Jens Blendstrups groteske historier, Maria Grønlykkes underfundige beskrivelser, Erling Jepsens næsten folkelige humor eller Maise Njor og Camilla Stockmanns fortællinger fra moderne kvinders liv.