William Heinesen
Indledning
William Heinesen er en af de bedst kendte nordiske forfattere. Han var med til at grundlægge moderne færøsk litteratur. Selvom han var færing, skrev han på dansk.
Forfatteren privat
Forfatteren blev født i Thorshavn. Han kom fra en færøsk købmands- og skibsrederfamilie. Hans far var færing og hans mor var dansk. Heinesen boede hele sit liv på Færøerne og tog ofte på besøg i København.
William Heinesen var et multitalent. Han skabte sig en karriere som både forfatter og maler. Desuden var han en ivrig amatørmusiker.
Offentlig anerkendelse
Medlem af Det Danske Akademi 1961, grundlagt 1960.
Nordisk Råds litteraturpris 1968.
1977 kandidat til Nobelprisen i litteratur. Han ønskede ikke at modtage prisen. Han ville nemlig ikke modtage den store ære som færing, fordi han skrev på dansk.
Hans bøger er oversat til 19 sprog, heriblandt fransk, ungarsk og lettisk.
Digte, noveller og romaner
William Heinesen skrev 7 digtsamlinger, 7 novellesamlinger og 7 romaner.
Forfatteren debuterede i 1921 med digtsamlingen Arktiske elegier. Den første roman hed Blæsende gry og udkom i 1934. 30 år senere skrev han romanen om og genudgav den med titlen Det gode håb, 1964. I de sidste 30 år af sit aktive forfatterliv skrev han overvejende noveller.
Endeligt gennembrud ca. 1950
William Heinesen blev for alvor kendt, da Den sorte gryde og De fortabte spillemænd udkom i 1949 og 1950. Den sorte gryde er nok forfatterens mest kendte bog.
Forfatternes bøger foregår altid på Færøerne og emnerne gælder for alle mennesker til alle tider. Der fortælles med humor og tolerance om de fantastiske, morsomme, groteske figurer der lever i romanerne. At disse ofte har rod i virkeligheden, er en anden sag. Et anden gennemgående emne er alle de mange religiøse sekter, der dengang trivedes på øerne, og var med til at gøre livet menneskefjendsk. Et emne, der stadigt er aktuelt.
Sproget
Bøgerne er skrevet i et yderst smukt og fintfølende sprog. Man mærker tydeligt at forfatteren er god til at beskrive, samtidig med at han er god til at anslå en stemning. Det går tydeligt igennem at Heinesen er digter. William Heinesen byder altid på en god og vedkommende læseoplevelse.