Thorstein Thomsen
Barndom
Jeg trådte ind i verden d. 26.7.50. Min far og mor blev skilt, da jeg var tre år. Min mor arbejdede som kontordame, mens jeg gik i skole og spillede fodbold i Lyngby. Hun blev gift med Richard (jeg har skrevet en bog om ham, der hedder Richard) da jeg var ni år.
Musik på fuld tid
Jeg begyndte at spille at rockmusik, da jeg var 14 år og stoppede, da jeg var 35 år. Nu spiller jeg for børn.
Jeg er uddannet på Kbh. Uni. og er cand.mag. i dansk og samfundsfag. Det var meningen, at jeg skulle undervise i gymnasiet, men med udsigt til fast arbejde og pension besluttede jeg mig til at prøve at leve af at skrive og spille musik på fuldtid.
Det er gået godt med det, synes jeg i hvert fald selv.
Forfatter
Jeg har en datter, der nu er voksen. Jeg skrev nogle bøger til hende, da hun var lille, men nu læser hun ikke mere, hvad jeg skriver.
I øjeblikket skriver jeg børnerim, fortællinger, bøger og musik. Nogle af mine bøger er kommet ud i andre lande, f.eks. Spanien, Holland, Belgien, Sverige og Finland.
Jeg er også rejsende i sjov mand. Jeg spiller børnemusik med Jan Irhøj og jeg tager rundt på forfatterbesøg på skoler og biblioteker, hvor jeg fortæller historier, spiller på guitar og fortæller om mine bøger. Jeg har de senere år besøgt omkring 100 skoler om året.
Aviserne skriver
Ind imellem skriver aviserne om mine forfatterbesøg, f.eks. :
"... tryllebandt med teknik og tempo." (Sydkysten)
"... en fremragende historiefortæller." (Dagbladet)
"... sprudlende af opfindsomhed og godt humør." (Århus Stifttidende)
"... fik de store smil frem." (Ugeavisen)
"... det lyder som en hønsegård, da Thorstein Thomsen begyndte at fortælle. Men få minutter efter er der så stille, at man kan høre ham, selvom han hvisker." (Frederiksborg Amtsavis).
Når jeg bliver endnu mere voksen
Jeg ved ikke, hvad jeg vil være, når jeg bliver endnu mere voksen. Måske bliver jeg ved med at fortælle historier og spille musik.
Jeg har besluttet mig for at blive 89 år, aldrig være syg og til sidst dø en stormfuld efterårsnat, mens jeg sover. Men jeg vil også være tilfreds, hvis jeg dør som 85 årig, skudt i en fremmed seng midt på dagen af en jaloux ægtemand.