Thomasine Gyllembourg
Det bedre borgerskab
Thomasine Christine Gyllembourg blev født i Nyhavn, København som datter af dispachør (retskyndig person) Johan Bunzen, med andre ord, hun blev født ind i det bedre borgerskab.
Thomasine var den yngste af 4 søstre. Da hun var otte år døde moderen. Bunzen gav sine døtre den bedste uddannelse. De blev oplært i de europæiske hovedsprog litteratur og musik. F.eks. fik de musikundervisning af C.F. Weyse.
Johan Ludvig Heiberg
Sproglæreren hed P. A. Heiberg. Hun giftede sig med den 15 år ældre mand i 1790 og blev året efter mor til den senere så kendte litteraturkritiker og teaterchef, Johan Ludvig Heiberg.
P. A. Heibergs politiske aktiviteter kom til at koste ægteskabet. Thomasine forelskede sig i en landsforvist svensker, der var kommet ind i omgangskredsen. I 1801 anmodede hun kongen om skilsmisse og fik den. Prisen var, at hun måtte sige helt farvel til sønnen. Herefter giftede hun sig med svenskeren Carl Frederik Gyllembourg-Ehrenswärd. Parret blev boende i Danmark.
I 1815 blev Thomasine enke. Herefter bosatte hun sig fast sammen med sønnen i København.
Selvstændig kvinde
Thomasine var en usædvanlig selvstændig kvinde for sin tid. Det var ganske uhørt at kræve skilsmisse og oven i købet kræve ret til frihed til kærlighed og moderskab.
Thomasine begyndte at skrive som 53-årig. Hun ville gerne hjælpe med at skaffe stof til Johan Ludvig Heibergs tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post.
Det første hun skrev var en brevroman Familien Polonius. Herefter fulgte et meget fyldigt forfatterskab med både noveller, romaner og et enkelt skuespil. Her skal En Hverdagshistorie og Ægtestand nævnes. Forfatterskabet havde appel til mange.
Hun skrev som én af de første om privatsfæren. Hun kom til at forbinde den gamle tid med den nye mere romantiske tid.