Tamora Pierce
Hård barndom
Tamora Pierce er en amerikansk forfatter, der skriver fantasy for store børn og unge. Tamora er født i Pennsylvania i 1954 i en lille by i et fattigt kulminedistrikt. Hun var bare 11 år, da hun begyndte at skrive de historier ned, hun havde i sit hoved. Hun skrev historier gennem hele sin teenage-tid, også selv om hendes mor ikke brød sig om det. Tamora havde i det hele taget en hård barndom og ungdom. Hendes familie, der var fattig, flyttede meget rundt. Hendes mor drak og forældrene blev skilt, så måske hjalp det hende at skrive historier, når problemerne blev for store? Tamora var dygtig i skolen og fik et legat, så hun kunne få råd til at studere og komme på universitetet.
Bøgerne
Den første bog, Løvindens sang, blev færdig samtidig med, at Tamora blev færdig på universitetet. Der var ingen, der ville udgive bogen, så der skulle gå 3 år, før den kunne købes i boghandelen eller lånes på biblioteket. På det tidspunkt boede og arbejdede Tamora på et forlag i New York. I New York mødte hun en forlægger, der foreslog hende, at skrive bogen om til en ungdomsbog og dele den op i 4 bøger. Forlæggeren hjalp hende også med at få bøgerne udgivet. Bøgerne blev en succes og Tamora fortsatte med at skrive. Det blev senere til flere fantasy-serier, nemlig Løvindens Datter, De Udødelige, De svages beskytter, Magiens Cirkel og Cirklen åbnes.
Alanna
Hvis du ikke kender Tamora Pierces bøger men gerne vil lære hendes fantasy-verden at kende, foreslår jeg, at du starter med bøgerne om Alanna. Serien, Løvindens Sang, handler om pigen med det røde hår, Alanna. Alanna har magiske evner og hun drømmer om at blive ridder. Hun må derfor forklæde sig som dreng for at blive page hos kongen af Tortall. Alanna bliver trænet i at bruge våben og i at slås. Hun får et magisk sværd til at hjælpe sig i de kampe, hun skal udkæmpe. I serien får Alanna til opgave at bekæmpe dæmonerne i Den Sorte By, finde Herredømmets Juvel og hun møder mange andre udfordringer. Løvindens Sang er historien om en sej, klog og modig kvindelig helt, der må overvinde mange farer undervejs, men som også møder kærligheden.
Bøgerne er spændende og henvender sig til både piger og drenge fra ca. 12 år. Hvordan historien ender, må du selv høre.