Stephen King
Stephen Kings gysere topper bestseller-listerne verden over. Næsten alle hans bøger er blevet filmatiseret.
Han skriver ikke kun gysere, men også science fiction, spænding og fantasy.
Stephen King blev født den 21. septemper 1947 i Portland, Maine. Allerede som 7-årig begyndte han at skrive historier, da han fandt en kasse med science-fiction bøger hos sin tante. Dette førte til hans første novelle, "I was a Teenage Grave Robber". Novellen blev udgivet i Comics Review magazine i 1965.
I 1970 fik Stephen King en Bachelor of Science i engelsk fra University of Maine. Som studerende mødte King sin nuværende kone, Tabitha Spruce på skolens bibliotek, hvor begge arbejdede.
I studietiden boede King i en husvogn, hvor han skrev et utal af magasiner, for at tjene til føden og studiet.
King oplevede mange afslag, før det lykkedes ham at få udgivet sin debutroman "Carrie", som udkom i 1974. Bogen blev en bestseller. To år senere blev bogen filmatiseret, og filmen blev nomineret til to Oscars.
I dag har Stephen King udgivet mere end 40 bøger og er en af verdens mest solgte forfattere.
De fleste af Stephen Kings historier foregår i hans hjemby i staten Maine. Og de fleste af de optrædende figurer går igen i de forskellige romaner og noveller. På den måde har han skabt et helt univers i fiktionens verden.
En af Kings store forcer er personskildringerne. Han benytter sig meget af flash back i sine historier, dvs. tidsmæssige spring, hvor han fletter en historie fra fortiden ind for at anskueliggøre noget i nutiden. Det er en af måderne, hvorpå han får skabt helstøbte portrætter af sine figurer.
Relateret link