Sjöwall og Wahlöö
Startskuddet
I 1965 udkom første bind i den krimi-serie, der skulle vise sig at blive altafgørende for nordiske krimiforfattere. Ægteparret Maj Sjöwall og Per Wahlöö havde skrevet en krimi, der sammenblandede samfundskritikken fra den hårdkogte, amerikanske krimigenre med fortællingen om hovedpersonernes mere almindelige problemer med parforhold eller familie. Dette nye aspekt er siden blevet kaldt hverdagsrealisme, og det er blevet lidt af et varemærke hos de nordiske krimiforfattere. Sjöwall og Wahlöö affyrede dermed startskuddet til den skandinaviske velfærdskrimi.
Den livstrætte kriminalkommissær
En af seriens store styrker er personerne og miljøet. Ikke mindst den tilbagevendende hovedperson kriminalkommissær Martin Beck, som er blevet prototypen på den livstrætte antihelt, der ganske vist bekæmper kriminalitet, men som bestemt ikke selv er et af guds bedste børn. Småfordrukken og med ægteskabelige problemer arbejder Beck sig gennem sag efter sag. Men hans personlige brister og menneskelige mangler gør ham kun mere levende og lettere at identificere sig med for læseren. I takt med at plottet skifter fra bind til bind i serien, udvikler Beck sig også. Det giver læseren større lyst til at fortsætte med næste bind. Ikke alene er der nye forbrydelser, der skal opklares, men selve hovedpersonens privatliv og problemer bliver også interessante at følge med i.
Fængslende og samfundskritisk
De to forfattere har da også sagt, at det fra starten var deres intention at fange læseren på denne måde. Begge forfattere er politisk engagerede, og begge udpræget venstreorienterede. Et grundlæggende tema i bøgerne er en kritik af det kapitalistiske samfund og skellet mellem overklasse og arbejdere. Denne kritik bliver mere og mere udtalt gennem de ti bind, hvor visse begivenheder i bøgerne meget tydeligt afspejler virkelige begivenheder i det svenske samfund.
Bøgerne har fængslet et utal af læsere, og flere af bøgerne er desuden blevet filmatiseret. Ud over populariteten hos læserne har de desuden været inspirationskilde for snart sagt alle nutidige, nordiske krimiforfattere.