Robert Ludlum

1927 - 2001
Dette er et billede af forfatteren Robert Ludlum
Skrevet af: Zap Mønsted, Nota
Robert Ludlum har skrevet en lang række spændingsromaner, der ofte handler om korrupte magthavere og statslige konspirationer. Blandt mange andre bøger har Ludlum skrevet Bourne-bøgerne, som siden er blevet filmatiseret.

Vejen til forfatterjobbet

I 1927 kom Robert Ludlum til verden i New York City, men han voksede op i New Jersey. Han studerede på forskellige private universiteter, hvor han fattede stor interesse for skuespillerkunsten. Han nåede faktisk også et godt stykke som skuespiller, men omkring midten af 1970’erne opgav han definitivt skuespillerkarrieren for at kunne skrive i stedet.

Korruption og konspirationer

Ludlum har fanget talløse læsere med sin sans for dramatiske, spændende plots. Et grundtema i mange af hans romaner er korruption. Staten og magthaverne bliver ofte genstand for store konspirationsteorier, der sjældent er udpræget realistiske. Til gengæld bliver det umuligt for den åndeløse læser at lægge bogen fra sig. Ofte er det en klassisk heltefigur, der på egen hånd må tage kampen op mod den massive overmagt. Ludlums plots er også tit meget komplicerede. Fordi korruptionen stikker så dybt, kan helten aldrig vide sig sikker. Hvem som helst kan være involveret i de lyssky affærer, og man kan aldrig med sikkerhed vide, hvem der er ven, og hvem der er fjende.

Superagenten Jason Bourne

Takket være de nye film, kender alle til superagenten med hukommelsestab, Jason Bourne. De populære film, Bourne identity (Manden uden navn), Bourne Supremacy (Bourne duellen) og Bourne Ultimatum (Bourne komplottet), er baseret på Ludlums romaner. I korte træk handler historien om, hvordan Bourne må kæmpe for at genopdage sin egen identitet og forhistorie. På grund af sit hukommelsestab har han ingen anelse om, hvem han selv er, men hurtigt går det op for ham, at han i hvert fald ikke har været nogen helt almindelig, fredelig medborger. Det bliver også ganske klart, at nogen er ude efter ham. Bourne er jaget vildt. Plaget af forfølgerne, uvisheden og de glimtvise, tilbagevendende brudstykker fra fortiden følger Bourne sit eget spor tilbage, og selvfølgelig viser der sig at ligge et kæmpe komplot bag. Et komplot hvis omfang ingen – mindst af alt Bourne – kunne have forudset.

Ludlum har skrevet over 20 romaner, som alle har været New York Times bestsellere. Bøgerne er blevet oversat til 32 forskellige sprog, og der er mere end 210 millioner trykte eksemplarer af hans bøger. Robert Ludlum døde i 2001 af et hjerteanfald.

Publiceret: 
26. Januar 2010