Robert Goddard

1954 - 
Billede af Robert Goddard
Skrevet af: Karen Friis, Nota
Robert Goddard skriver kriminal- og spændingsromaner, der handler om fortiden. De foregår oftest i England. Bøgerne indeholder mange overraskelser og fortællingerne er skrevet i et meget nuanceret sprog. Spændingen bygges langsomt op for til sidst at tage en helt uventet drejning.

Om forfatteren

Robert Goddard blev født i 1954, i Hampshire i Sydengland. Han studerede i en periode historie ved Cambridge Universitet og forsøgte sig herefter med en karriere inden for undervisning og journalistik. Forfatteren udgav sin første bog i 1986. Siden da har han været forfatter på fuld tid med stor succes. Han er gift og bor i det idylliske Cornwall i Sydvestengland.

Om forfatterskabet

Robert Goddard skriver spændings- og kriminalromaner. Siden debuten i 1986 med Post Caring, der ikke er oversat, har han omtrent skrevet en roman hvert år. De allerfleste bøger er oversat til dansk og mange andre sprog. Indtil videre fås 14 titler på dansk.

Priser

I 1990 vandt Robert Goddard den dominerende boghandler-kæde W. H. Smiths pris for nye forfattere. Navnet på prisen er W H Smith Thumping Good Reward. Den vindende bog var Fra billede til billede, der udkom på engelsk i 1990 og på dansk i 1992.

TV-filmatisering

Kun en enkelt af forfatterens bøger, Fra billede til billede, er blevet filmatiseret til TV. John Thaw, også kendt som Morse, havde hovedrollen. Forfatteren var ikke helt tilfreds med resultatet, så mon det bliver til flere TV-film?

Skrivemåde

Robert Goddards bøger foregår oftest i den engelske provins og har sædvanligvis en historisk ramme. Tit handler bøgerne om fortidige skandaler, som langsomt afsløres. Forfatteren bruger ofte dagbøger og mund-til-mund fortællinger til opklaringen af gåderne. Hertil får man særdeles nuancerede personskildringer. Personerne optræder som hele mennesker med både fejl og dyder. Sproget er en nydelse.

Der er ingen gennemgående hovedperson i Goddards bøger, så der er ikke tale om nogen serie. Forfatteren er en mester i indviklede og overraskende plots. Man overraskes gang på gang over, hvordan historierne konstrueres inden i hinanden i et kinesisk æskesystem. Mon der sidder en drillenisse med, når Goddard skriver?

Noget der ligner:

Bruce Alexander, Margaret Lawrence, Colin Dexter, Elizabeth George, Barbara Vine samt Andrew Taylor.

Publiceret: 
4. Januar 2007