Palle Petersen

1943 - 
Billede af Palle Petersen
Skrevet af: Palle Petersen,
Redigeret af: Lena Ellersgaard, Nota
Palle Petersen kalder sig selv en nørrebrobisse. Han er uddannet lærer og blev siden forfatter. Han har, siden han debuterede i 1971, skrevet mere en 100 bøger.

Barndom på Nørrebro

Jeg er født i 1943 og voksede op - som nørrebrobisse - på Nørrebro i København i den sorte firkant, dengang et typisk arbejdermiljø - i dag kendt for de mange indvandere, om det har jeg skrevet romanen "Drømmen om Fiji".

Min far var former, læste næsten aldrig bøger - jeg skrev siden bogen "50 år i jernet" om ham og hans arbejde. Bogen blev belønnet med Børnebogsprisen, og fik stor betydning for mig, idet jeg i den fandt mine rødder, og grundlagde mit forfatterskab.

Uddannelse og arbejde

Jeg blev uddannet lærer.

Fra 1968 til 1971 underviste jeg i Godhavn på Grønland, herefter i Roskilde. Siden 1975 har jeg levet som forfatter. Jeg har rejst over hele jorden og skrevet bøger om børn i andre lande og i historien. Desuden har jeg lavet en lang række radioudsendelser for P1 og arbejdet med radiodramatik og TV.

Forfatterdebut

Min første bog udkom i 1971. Det var billedbogen "Miki - en grønlandsk slædehund". Siden da har jeg passeret 100 bøger. Jeg har stort set skrevet indenfor alle genrer til voksne og børn, både romaner og faglitteratur.

Historiske romaner

Jeg har skrevet 6 store historiske romaner, som alle er udkommet i paperback, sidst også en roman om Ludvig Holberg - den foregiver jeg er skrevet af Herman von Brehmen, som også står som forfatter. Der er skrevet tusinde lærde afhandlinger om Ludvig, dette er den første folkelige. Den sætter Holberg selv ind i hans komedier. En myte bliver til menneske - det er en komedie om komedierne i stil med Amadeus.

Publiceret: 
8. December 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2003