Marianne Fredriksson

1927 - 
Foto af Marianne Fredriksson
Skrevet af: Karen Friis, Nota
Marianne Fredriksson er en svensk forfatter. Hun skriver bøger med varme beskrivelser af personerne. En del af hendes bøger har motiver fra kristendommen. Marianne Fredriksson er en forfatter, der er elsket af mange. Hendes bøger er oversat til mange sprog.

Opvækst

Marianne Fredriksson er født i Göteborg i 1927. Hendes far var bådebygger og moderen hjemmegående. Det var ikke noget rigt hjem, selvom de aldrig manglede noget for alvor. Marianne Fredriksson blev mønsterbryder, idet hun fik en studentereksamen i 1940rne. Det var ikke altid let!

Kristendommen

Marianne Fredriksson blev gift i Genua med en sømand og sejlede med på nogle af hans rejser. De har to døtre. Marianne Fredriksson arbejdede indtil 1988 som journalist. Hun har været beskæftiget både på aviser og ugeblade. Hendes litterære debut blev Evas bog. Bogen er en genskrivning af de tidlige gammeltestamentelige myter. Kristendommen er et gennemgående træk i Marianne Fredrikssons bøger. Hun forvalter det kristelige på en god moderne måde, som mange skandinaver vil føle sig enig i. Troen løber som en levende strøm gennem forfatterskabet.

Forfatterskabet

Fra Marianne Fredrikssons forfatterskab vil jeg fremhæve to bøger. Kærlighed, lighed og ægteskab er en fin lille bog. Selvom den er næsten 25 år gammel, er bogen stadig moderne. Den handler om, hvordan vi bliver til mænd og kvinder, og om hvordan vi kan skabe nogle ligeværdige, varende parforhold. Anna, Hanna og Johanna er bestemt også værd at læse. Den handler om tre generationer af kvinders forskellige liv til forskellige tider. Datteren er en moderne kvinde med det moderne livs problemer. Moderen går som voksen stærkt ind for ligeberettigelse efter at have oplevet sin mors liv efter en voldtægt som 13-årig. Heldigvis møder bedstemoderen en mand, som elsker hende for hendes egen skyld og tager sig af hende og barnet.

Marianne Fredriksson skriver nogle, varme, moderne og kloge bøger. Hun er meget solidarisk over for mennesket som sådan. Hun magter både fortiden og den skandinaviske nutid.

Publiceret: 
19. Januar 2003