Line Kyed Knudsen

1971 - 
Billede af Line Kyed Knudsen
Skrevet af: Line Kyed Knudsen,
Redigeret af: Lena Ellersgaard, Nota
Line Kyed Knudsen skrev i folkeskolen en stil, som tyve år senere skulle blive til hendes debutroman.

Barndom

Line Lyed Knudsen er født i Gentofte den 12. november 1971.

Jeg er datter af en arkitekt og en biolog, enebarn og voksede op på Galgebakken i Albertslund. Da jeg var ti år og gik på Holsbjergskolen, fik jeg ideen til Pigerne fra Nordsletten. Dengang var det en fristil, der hed Røverpigernes liv. Jeg havde selvfølgelig ingen anelse om, at historien om Sita, Maren og Anne på det skumle børnehjem, skulle blive til min debutroman, selvom jeg allerede dengang drømte om at blive forfatter. Jeg elskede nemlig at sidde ved mit skrivebord på mit værelse og finde på spændende historier.

Teaterdrømme

Da jeg startede i gymnasiet, havde jeg en hel bunke kladdehæfter fyldt med historier, men i mine teenageår begyndte jeg også at interessere mig for teater, så da jeg blev student, var det med drømmen om at blive skuespiller.

Jeg sparede sammen til et højskoleophold og tog til den sydfynske by Svendborg. Der blev jeg så begejstret for det lokale teatermiljø, at jeg bagefter flyttede dertil. Jeg boede i et teaterkollektiv, var på bistand og søgte, uden held, ind på alle teaterskolerne. Jeg erkendte, at det måske alligevel ikke var her, mit store talent lå. I stedet begyndte jeg at skrive igen. Det blev til to skuespil, som jeg puttede ned i skrivebordsskuffen, hvor de ligger endnu.

Elite-bistandsklient  

Jeg vendte tilbage til Sjælland og flyttede i kollektiv i København. Søgte ind på samtlige humanistiske uddannelser, men fik gang på gang afslag fra samtlige universiteter. Også Filmskolen og Journalisthøjskolen blev afprøvet, også uden held. Jeg tog et videokursus på et mediecenter for sjov og blev interviewet til Politiken, som kaldte mig en elite-bistandsklient. Det var i 1994, og nye tider var på vej. Bistandskontoret fortalte mig, at det var slut med at give sådan nogle som mig penge. Så fik jeg et løntilskudsjob på Jensens Bøfhus og startede en lyn-karriere i restaurantbranchen: Først vaskede jeg op, ordnede tilstoppede toiletter og vaskede plasticboldene i kuglerummet, så blev jeg tjener og fastansat, og pludselig en dag var jeg leder, så souschef og til sidst restaurantchef.

Karriereskifte

Til sidst brød jeg mig ikke længere om at svinge pisken og søgte ind på filosofi og økonomi på Handelshøjskolen. Jeg var 26 år gammel og endelig blev jeg optaget på en videregående uddannelse.

Samtidig mødte jeg min nuværende mand. Han havde en datter på fem år, Helene, som hurtigt spottede mine gamle stile fra folkeskolen og opfordrede mig til at skrive videre på Røverpigernes liv. I 2001 blev jeg bachelor og fødte min datter Nynne.

Den vildeste vitaminindsprøjtning  

Jeg var på barsel i et år og havde rigeligt med tid til at skrive. Så jeg begyndte, efter 20 år, at fortælle videre om Sita, Maren og Anne.

Pigerne fra Nordsletten blev færdig dagen før Nynne skulle køres ind i vuggestuen. Min mand og min mor fik mig til at sende historien ind til et forlag, og et par måneder senere havde jeg fået min første bog antaget af Gyldendal. Det var den vildeste vitaminindsprøjtning at få en bog udgivet! Så mens jeg tog en overbygning i personaleledelse på Handelshøjskolen, skrev jeg mine næste fire bøger på meget kort tid.

I dag er jeg cand.merc.hrm. Gift med Janik la Cour, og er henholdsvis mor og stedmor til Nynne på fire år og Helene på tolv. Og så er jeg flyttet tilbage til Galgebakken.

Publiceret: 
24. August 2006
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2006