Kenneth Bøgh Andersen
Om forfatteren
Kenneth Bøgh Andersen er født i 1976 og boede som barn og ung i Ringsted. Han er uddannet skolelærer.
Kenneth Bøgh Andersen skrev sin første bog, da han gik i 10. klasse og fortsatte med at skrive op gennem gymnasiet og har skrevet lige siden. Der skulle dog gå syv år fra han begyndte at skrive, før han som 24 årig i år 2000 fik udgivet sin første bog. I dag bor han på Frederiksberg og er forfatter på fuldtid.
Fantastiske bøger
Kenneth Bøgh Andersen er en Danmarks mest produktive unge forfattere. I en alder af kun 32 år har han allerede udgivet 20 bøger og flere er på vej. Den første bog Kenneth Bøgh Andersen fik udgivet var Slaget i Caïssa. Slaget i Caïssa er første del af en fantasy-trilogi. Bøgerne tager udgangspunkt i et skakspil mellem Gud og Djævelen, og da et skakspil består af tre dele: Åbningen, midtspillet og slutspillet var det naturligt at bøgerne også måtte bestå af tre dele.
Fantasy fylder i det hele taget godt op i Kenneth Bøgh Andersens forfatterskab. Ifølge ham selv kan man i fantasygenren ”for alvor lade fantasien flyde uden den bliver stoppet af vores verdens regler, grænser og normer”.
Bøgerne i serien Djævlekrigen er den nyeste og igangværende serie i fantasy-genren. Det er en serie på fire bøger, hvoraf den tredje udkom i april 2009. Djævlekrigen handler om en artig dreng, der ved en fejl havner i Helvede for at blive Djævelens lærling. Det går nu over stok og sten for hovedpersonen, som forsøger at begå sig i Helvede, med alt hvad der hører til af prøvelser, venskaber og sjove historier.
Gys, spænding og superhelte
Kenneth Bøgh Andersen skriver ikke kun fantasy-romaner. Han har skrevet mange gysere og også en sjov spændingsserie om superhelten Antboy, som direkte oversat betyder Myredrengen. Antboy er en ægte superhelt og historien om lille tykke Pelle fra 6. klasse, der bliver mobbet rigtig meget i skolen. Men en dag bliver Pelle bidt af en tissemyre og hele hans verden forandrer sig – han bliver nu til superhelten Antboy!
Kenneth Bøgh Andersen på nettet
At Kenneth Bøgh Andersen er en populær forfatter, er man ikke i tvivl om, hvis man besøger hans fanside på Facebook. Hvor han har mere en 500 aktive fans som venner. Han har også en flot hjemmeside, hvor man kan læse alt om ham som forfatter, hans bøger, abonnere på nyhedsbrev og skrive i hans gæstebog.
Relateret link: http://www.kennethboeghandersen.dk/
Publiceret:
4. Maj 2009