Jørn Riel

1931 - 
Skrevet af: Karen Friis, Nota
Jørn Riel skriver humoristiske bøger. Han har rejst meget og hans bøger foregår rundt om i verden. Han kalder sine historier for skrøner.

Verden rundt

Jørn Riel er en af vore mest skattede humorister. Han debuterede 1970 med bogen Mine fædres hus - en fortælling hvoraf man får et smukt ansigt.

Siden Jørn Riel blev 15, har han rejst verden rundt. Jørn Riel har bl.a. boet i Grønland, Pakistan og Thailand, han har også arbejdet for FN. Overalt samlede han stof til sine bøger.

I mange år boede Jørn Riel kun et par uger om året i Danmark, og de seneste år har han boet i Malaysia. Han tager nu ofte ud og holder foredrag.

Skrøner

Jørn Riel har fortalt mange, sjove, kloge historier - man kommer umiddelbart til at smile ved mindet om historierne - og dermed til at se kønnere ud. Jørn Riel kalder sine historier for skrøner eller sømandshistorier. Han siger, at de er en sandhed som kunne være en løgn eller en løgn, der kunne være en sandhed. Nogle mener, at han fornyer traditionerne fra de store islandske sagafortællere.

Har skrevet over 40 bøger

Jørn Riel har skrevet lidt over 40 bøger. Han har solgt over 1 million bøger i Danmark og dét er der ikke mange forfattere, der opnår i et land med en befolkning på ca. 5 millioner. Jørn Riel har fået mange litterære priser, bl.a. Boghandlernes Gyldne Laurbær, og i februar i 2004 modtog han det ærefulde Jeanne og Henri Nathansens mindelegat på 25.000 kr.

Publiceret: 
19. Januar 2005