Jens Christian Grøndahl
Liv
Efter hans studentereksamen ved N. Zahles Gymnasium studerede han filosofi fra 1977-79 og uddannede sig i 1983 til filminstruktør ved Statens Filmskole. Han er bosat i København og har i to perioder opholdt sig i Norditalien.
I 1990-91 var han medredaktør på kulturtidsskriftet Fredag og i 1995-98 vicepræsident for dansk PEN.
Grøndahl har siden sin debut i 1985 modtaget et stort antal priser og legater, og i 1990 fik han et 3-årigt stipendium fra Statens Kunstfond.
Hans værker er oversat til adskillige sprog.
Romandebut og kritik
Jens Christian Grøndahl debuterede i 1985 med den realistiske roman Kvinden i midten. Siden debuten har kritikere vist respekt for Grøndahls litterære talent. I begyndelsen havde han et mindre publikum, fordi mange syntes, han var en svær forfatter. Men der er sket en stilmæssig udvikling i skrivestilen, og efterhånden er hans bøger blevet læst af et større publikum.
De tidlige romaner og det folkelige gennembrud
I nogle af de tidlige romaner var Grøndahl inspireret af den franske “nouveau roman” (den nye roman) fra 1960’erne med dens fremtrædende forfattere Claude Simon og Alain Robbe-Grillet. Hans tidlige romaner er stilsikkert gennemført i en stram, abstrakt prosa, hvilket gjorde ham til en smal forfatter. Denne skrivestil forlod forfatteren bevidst. Han ville ikke mure teksten inde i et kompliceret sprog, men udtrykke sig med en mere traditionelt fortællende stemme.
Kærlighedsromanen Lucca (1998) blev gennembruddet til et større publikum, som siden har været meget begejstret for Grøndahls bøger.
Drama og essays
Jens Christian Grøndahl var husdramatiker ved Aarhus Teater i 1997-99, hvor hans teaterstykker Hvor var vi lykkelige (1998) og De sorte skove (1999) blev opsat.
I essaysamlingerne Ved flodens munding (1995) og Night mail (1998) reflekterer han bl.a. over at være forfatter samt over aktuelle kulturelle og politiske spørgsmål.
Stil og temaer
Romanernes opbygning afspejler Grøndahls instruktøruddannelse ved, at han med stor effekt udmaler billeder og scener og klipper virkningsfuldt frem og tilbage i scener og tid.
Grøndahl er en forfatter med stor psykologisk indsigt i det menneskelige følelsesregister. Hans bøgers store hovedtema er kærligheden mellem mennesker i forskellige aldre med fokus på deres historie, identitet og valg i livet.
Grøndahls forfatterskab er omfangsrigt, og han regnes i dag for en af landets største prosaister.