Jane Aamund
Karriere
Jane Aamund er født i 1936 på Frederiksberg, hun er søster til forretningsmanden Asger Aamund. Hun har været gift tre gange, og fra det første ægteskab har hun to sønner.
Jane Aamund er uddannet korrespondent i engelsk. I årene efter sin uddannelse arbejdede hun som freelance journalist ved flere aviser og ugebladet Hendes Verden. I 1968 startede Jane Aamund sit eget pr- og reklamebureau, som hun drev frem til 1973. Hun var derefter i nogle år pr-chef i pelsfirmaet Birger Christensen, informationsmedarbejder i Landbrugsministeriet og i 2 år studerede hun spansk ved et amerikansk universitet. I 1980 vendte hun tilbage som journalist ved Berlingske Tidende. Samtidig med arbejdet som journalist skrev hun sine første romaner. I 1997 stoppede hun på avisen for at kunne koncentrere sig om sit forfatterskab.
Debut
Jane Aamund debuterede i 1977 med romanen Bag damen stod en Christian. En munter beretning om kvinder i Danmarkshistorien, der har haft en kærlighedsaffære med en kongelig Christian.
Bøgerne
Forfatteren fortæller selv, at hendes lyst til at skrive blev vakt allerede i barndomshjemmet. Faderen formåede, via et usædvanligt sangtalent at bryde ud af det arbejdermiljø, han voksede op i. Han blev senere medejer af en rugbrødsfabrik. Barndomshjemmet beskriver Jane Aamund varmt og muntert i erindringsromanen Den grønne port fra 1998. Faderens familie er også hovedpersonerne i de tre romaner Klinkevalsen, Juliane Jensen og Oven vande. Moderens familie skriver forfatteren om i de to romaner Vesten for måne og Udlængsel. Den første bog er en charmerende og underholdende roman om de to søstre Ane og Margrethe, som vokser op på en proprietærgård ved Lemvig. Den ene bliver gift med en bager og overtager senere slægtsgården, den anden gifter sig med en københavnsk journalist. I anden del følger vi Ane og hendes fem børn fra 1914 og ca. 20 år frem.
Jane Aamund har haft kræft i mange år, sidst i ganen, hvilket hun skriver om i erindringsbogen Den hvide verden. Men for et par år siden fik hun den glædelige besked, at sygdommen var gået i ro. Efter den oplysning tog hun på studietur til Argentina. Turen til Argentina brugte hun bl.a. til at samle stof til de to romaner De grønne skove og Smeltediglen. Begge de to romaner handler om udvandringen til Argentina i 1800-tallet. I første bog drager hovedpersonen, den smukke Jens, af sted til Argentina og i anden del følger hans Kirsten efter, og sammen skaber de sig en position som respekterede og velstående folk i den danske koloni i det nye land.
Priser
Sit egentlige gennembrud fik Jane Aamund for Colorado drømme fra 1997, som hun fik Boghandlernes Gyldne Laurbær for. Samme år fik hun Bog & Idé-prisen, Danskernes yndlingsforfatter. Den pris har hun modtaget i alt 4 gange, sidst i 2004. Prisen gives efter afstemning til den forfatter, der i løbet at året, har gjort størst indtryk på boghandlernes kunder. Jane Aamund er en af vore mest succesfulde forfattere, hvilket i 1990’erne betød, at Colorado drømme blev den største romansucces på det danske marked med et samlet salgstal på nærsten 100.000.
Publiceret:
25. Februar 2010 - Log ind for at oprette kommentarer