Jan Stage
Ungdom
Jan Stage blev født i Thy 1937, han døde i 2003. Han kom til at leve flere forskellige liv. Han blev ungkommunist, selvom han gik på en fornem kostskole, Sorø Akademi. Helst af alt ville han bort fra det småborgerlige Danmark.
I slutningen af 50erne kørte den unge Jan Stage til Algier på en Vespa scooter med det mål at skrive om den algierske frihedskrig.
Cuba
Den journalistiske karriere fik mere fart med et legat fra Land og Folk på 2000 kr. For de penge skulle Jan Stage rejse til Cuba og sende reportager hjem. Det gik så godt, at han på et tidspunkt blev agent for den cubanske efteretningstjeneste.
Jan Stage boede på Cuba fra 1963 til 1971. I starten var han meget begejstret for Che Guevara og den cubanske revolution, men den voksende persondyrkelse af Fidel Castro fik ham til at tage afstand.
1967-71 var Jan Stage Informations Latinamerika-korrespondent, han var ansat på bladets redaktion indtil 1977. Senere arbejdede han ved både Politiken og Ekstrabladet.
Temperament
Der gik mange historier om Jan Stages temperament. En af de mere kendte historier er "den flyvende skrivemaskine". En dag, hvor der opstod uenighed, tog han en skrivemaskine og kylede den tværs gennem redaktionslokalet efter redaktionssekretæren. Det blev afslutningen på hans ansættelse på Information.
Litterære forbilleder
Jan Stage fremhævede Graham Greene og især Ernest Hemingway som sine litterære forbilleder. Jan Stage har skrevet meget roste krimi- og spændingsromaner. Han har skrevet bøger som handler om den danske og internationale virkelighed med skarpe kommentarer til dansk politik og efterretningsvæsen. Han blander facts og fiktion på en effektfuld måde og kalder tingene ved deres rette navn.
Førende krigsreporter
Jan Stage var et modsætningsfyldt menneske. Han var desillusioneret og uden et endegyldigt svar på, hvad der var det gode og det rigtige. Han fik om nogen rollen som den hårdkogte udenrigs- og krigsreporter. Han rejste rundt til alverdens politiske brændpunkter. Kolleger betragtede ham som Danmarks førende krigsreporter, selvom det aldrig førte til tildeling af f.eks. Cavlingprisen. Han fik dog andre store priser, bl.a. Publicistprisen i 1994.
Jan Stage nød stor personlig og faglig respekt.