Ian Rankin
Personlig baggrund
Ian Rankin er født d. 28.04.1960 i Cardenen nær Edingburgh, Skotland.
Rankin har altid vidst, at han ville være forfatter. Da han var barn skrev og tegnede han tegneserier. Da han fandt ud af, at han ikke var så god til at tegne, gav han sig til at skrive sangtekster til et rockband. Det kom der ingen rockpoet ud af.
Ian Rankin er uddannet på universitetet i Edingburgh i engelsk litteraur. Mens han studerede, havde han mange forskellige jobs - lige fra at arbejde på en kyllingefarm til at være skatteopkræver. Forbløffende nok fandt han også tid til at skrive sin første John Rebus roman, Knots and Crosses, (udgivet på dansk 1995 med titlen Blodbrødre).
Da han var færdig med universitetet, blev han ansat i den offentlige sektor, indtil han blev researcher og journalist - og senere fuldtidsforfatter.
En vaskeægte succes
Ian Rankin har skrevet 12 bøger om John Rebus. Heraf er 10 oversat til dansk. Der udkommer ca. 1 bog om detektiven om året.
Forfatteren modtog i 1991 Chandler-Fulbright-prisen, som er en af verdens mest eftertragtede krimipriser. Han har desuden modtaget The golden dagger for årets mest solgte kriminalroman 2 gange.
I 2002 fik han tildelt ordenen Order of the British Impire af Dronning Elizabeth. Det er den samme udmærkelse, som The Beatles modtog, da de blev adlet i sin tid.
Hans bøger ligger konstant på de engelske bestseller lister. Han er ligefrem kommet i Guiness rekordbog.
Rebus-bøgerne er blevet dramatiseret og vist på TV med stor succes.
Om John Rebus
John Rebus er undervejs i serien blevet 52 år, dvs. han er gammel i tjenesten. Han er en fåmælt mand, der bekæmper det onde i samfundet, men han har også selv dæmoner at bekæmpe inde i sig selv. I sin ungdom blev han uddannet som elitesoldat. De barske oplevelser fik ham til at stoppe som professionel soldat og gå ind i politiet. Rebus er en ensom ulv med et forlist ægteskab bag sig. Han ryger og drikker for meget og holder sine følelser helt for sig selv. Alligevel lader Rankin figuren udvikle sig, så Rebus gradvis bliver mere åben og menneskelig.
Rebus og kollegerne
John Rebus har et anstrengt forhold til sine kolleger og har kun meget få gode venner. De overordnede anser ham for at være stædig og uregerlig. Desværre for dem er han en dygtig politimand. Han ser sammenhænge, hvor ingen andre ser dem, tager chancer, følger sin intuition og får ofte ret.
Byen Edingburgh
En anden vigtig aktør i bøgerne er byen Edinburgh. Vi får kendskab til byens historie og dens geografi. Rankin bruger den som en effektiv, flot og dyster kulisse. Gaderne, stederne danner billeder, som giver romanerne ekstra dybde.
Vurdering
Serien om John Rebus er meget velskrevet. Der er realisme, psykologi og samfundskritik kædet sammen i solide historier, som holder læseren fast til sidste side. Det er vedkommende bøger.
Bøgerne bringer tankerne til en berømt svensk kommissær: Wallender fra Henning Mankells bøger. Han er også en desillusioneret, men alligevel menneskekærlig person, der kæmper for retfærdighed.