Henning Mankell

1948 - 
Billede af Henning Mankell
Skrevet af: Lyngaard Hansen, DBB,
Redigeret af: Lene Harder, DBB
Henning Mankell er en af de største svenske spændingsforfattere. Mest kendt er hans serie med kommissær Kurt Wallander. Mankell er derudover også en anerkendt børnebogsforfatter.

Baggrund

Den svenske krimiforfatter og dramatiker Henning Mankell er født 1948 i Stockholm. Han bor i Ystad og Mozambique, hvor han er teaterleder. Han er sammen med Jan Guillou den mest fremtrædende svenske spændingsforfatter i de seneste år. Mankells hovedværk er serien om kriminalkommissæren fra Ystad, Kurt Wallander, som foregår i det sydlige Sverige.

Kurt Wallander

Kurt Wallander er en af de politifolk, der tager arbejdet med hjem. Han lider konstant af mavesår og dårlig samvittighed over ikke at være nok tilstede overfor sin gamle far eller datteren Linda.

De forbrydelser Wallander skal opklare viser sig ofte at være af international karakter samtidig med at Wallanders eget privatliv altid flettes ind i opklaringen. Bøgerne er en videreførelse af traditionen fra Sjöwall/Wahlöö og alligevel et meget svensk skridt hen imod den engelske tradition i stil med Morse og Frost.

I de seneste romaner har hans datter Linda Wallander mere og mere overtaget rollen som hovedperson. I bogen Inden frosten bliver Lindas uskyldige søgen efter en forsvunden veninde fatal. Alt ender op på tærsklen til en dommedag af religiøs fanatisme og terror.

Intens uhygge

Krimiernes styrke er ikke den klassiske "hvem er morderen?", selvom det aspekt naturligvis er til stede. Romanerne er i stedet præget af en intens uhygge og skarpe person- og miljøbeskrivelser. Bøgerne har ofte en samfundskritisk undertone. ”Bøgerne om Kurt Wallander giver nok et af de bedste billeder af Sverige op gennem 1990erne, og det er det, der gør, at de vil blive stående”, mener Henning Mankell selv.

Børnebogsforfatteren Mankell

Mankell skriver faktisk også børnebøger. I 1991 udkom Hunden som sprang med en stjerne, og den viste Henning Mankell som en seriøs børnebogsforfatter. Senere er udkommet tre andre bøger om drengen Joel og hans opvækst i en nordsvensk by i 1950´erne. Hans senere børnebøger om pigen Sofia fra Mocambique er gedigne skildringer af livet i et borgerkrigshærget land. Man mærker at Henning Mankell har Afrika helt inde under huden.

Bestsellerforfatter

I alt har hans 35 romaner, heraf en halv snes om Wallander, solgt i foreløbig 22 millioner eksemplarer over hele verden. Et stort filmprojekt til 190 mio. kr. skal de kommende år filmatisere 13 afsnit om Wallander.

Relaterede links

Besøg forfatterens hjemmeside

Publiceret: 
31. Juli 2006