Gunnar Staalesen
Om forfatteren
Gunnar Staalesen er født i Bergen, hvor han stadig bor. Han har en universitetsgrad i sprog- og litteraturvidenskab og lever af at skrive.
Staalesen har altid vidst, at han ville skrive. Han udgav sin første bog, Uskyldstider, som 22-årig. Siden har forfatteren overvejende skrevet kriminalromaner, men bl.a. også ungdomsbøger og skuespil.
Man kan betragte kriminalromanerne om Varg Veum som hovedværket i forfatterskabet, men en anden milepæl er trebindsværket om Bergen i det 20. århundrede. I denne serie beskrives Bergens og hermed Norges udvikling i det 20. århundrede.
Staalesen er vel nok den mest kendte norske krimiforfatter i nyere tid. De fleste af hans bøger er oversat til de europæiske sprog. Han har fået de fleste fornemme, nordiske kriminalpriser, heraf den norske Rivertonpris, Den gyldne revolver, to gange, i 1975 og 2000.
Kriminalromanerne
Om Varg Veum
Gunnar Staalesens helt, eller rettere anti-helt, detektiven Varg Veum, kommer fra Norges næststørste by, Bergen. Han minder meget om Raymond Chandlers Marlowe. Han er lidt lurvet, uden illusioner, fraskilt, han har altid en flaske snaps i skrivebordskuffen og et uafklaret forhold til kvinder.
Temaer
Bøgerne foregår næsten altid i og omkring Bergen. Varg Veum forholder sig kritisk til samfundet og søger altid retfærdighed. Bøgernes temaer er meget forskellige: Det kan f.eks. være ægteskabskonflikter, politiske konflikter, incest eller skildringer af en bestemt tidsperiode, f.eks. rockn roll tiden først i 1970erne. Personerne skildres med stor psykologisk indsigt, et frisk, levende sprog og en stilfærdig humor. Varg Veum er hovedaktør i bøgerne; han har ændret sig over årene og spejler tiden; han er f.eks. blevet mere ædruelig.
Byen Bergen har sin helt egen rolle. Dens traditioner, historie og fugtige vejr beskrives med en kærlighed og intimitet, så man føler, man selv går rundt i byen.
På dansk er der udgivet 10 bøger om Varg Veum.
Om Bergen-triologien
Historien begynder nytårsaften 1899 i Bergen og slutter nytårsaften 1999 samme sted. Rammen er et mord, begået som indledning til det nye århundrede. Vi følger opklaringen, som først kommer i 1999. I mellemtiden skildres byen og dens beboere gennem 3 generationer. Vi møder såvel høj som lav. Der er et mylder af historier, der bindes sammen til et fængslende billede af byen og tiden. Det er omskiftelige tider med socialismens fremvækst, revolution og krig og senere velfærdstatens fremkomst.
Bogen er også en sædeskildring. Hvordan levede man sammen dengang? Der er konflikter mellem generationerne, og der er konflikter omkring kærligheden; sidstnævnte er et gennemgående tema. Alt beskrives med en utrolig lokalkolorit.
Læs bøgerne og nyd en fremragende kollektiv fortælling om det tyvende århundrede med troværdige, indsigtsfulde portrætter og et præcist sprog, der holder dig til ilden hele tiden.
Har Varg Veum slægtninge?
Gunnar Staalesen har kolleger, der skriver i samme stil. Man kan nævne Dan Turell og Åke Edwardsen, Sverige, Ian Rankin, Skotland og James Lee Burke, Florida, USA.
Relaterede links
Læs mere om Gunnar Staalesen og hans forfatterskab