Fjodor Dostojevskij

Fjodor M. Dostojevskij levede fra 1821-1881. Han voksede op i Moskva, hvor hans far arbejdede som læge på et hospital for fattige. Der blev den unge Dostojevskij introduceret til tilværelsens mindre heldige skæbner, og det fik afgørende betydning for hans livssyn og sociale engagement. Forholdet til faderen, som var stærkt alkoholiseret og voldelig, har desuden været omgærdet af en del spekulation. Blandt andet har Freud vurderet, at Dostojevskijs epileptiske anfald blev udløst af fortrængt faderhad. Det skal nok tages med et gran salt, men faderopgør er i hvert fald et vigtigt tema i mange af Dostojevskijs bøger.

Som 16-årig flyttede Dostojevskij til Skt. Petersborg, hvor han blev uddannet på ingeniørakademiet. Men matematikken fangede aldrig rigtig hans interesse. Så ved siden af studierne koncentrerede han sig om litteratur, og allerede som 24-årig fik han stor anerkendelse for bogen Arme mennesker. Han deltog i en studiekreds, som blev optrevlet i 1849, hvorefter alle medlemmerne blev dødsdømt for revolutionær aktivitet. Dostojevskij blev dog benådet lige inden henrettelsen, og i stedet måtte han tilbringe mange år i fangelejr og siden i militærtjeneste.

Efter afsoningen var han uhyre produktiv, og det var i denne periode, han skrev sine tre store værker. Det måske bedst kendte er Forbrydelse og straf, som handler om en fattig og hovmodig student i Skt. Petersborg, der begår et rovmord på en pantelånerske. Gennem resten af romanen følger man morderen i hans febertåger, hvor han forsøger at retfærdiggøre sin handling ud fra forskellige ”etiske” betragtninger. De to andre storværker er Idioten og Brødrene Karamazow. Dostojevskij er anerkendt som en af de mest indflydelsesrige russiske forfattere. Hans værker har været kilde til inspiration for mange store forfattere, litterater og filosoffer, og de er stadig genstand for interesse og nyfortolkning.