Edvin Lysdal

1932 - 
Skrevet af: Edvin Lysdal,
Redigeret af: Lena Ellersgaard, Nota
Edvin Lysdal er født og opvokset i det folkelige Adelgade-kvarter i København. Forfatterskabet startede i 1996, da Københavns Kommune opfordrede ældre borgere til at skrive om livet i 30erne og 40erne. 

Barndom

Jeg blev født 2. juledag 1932 i Adelgade, eller Borgergade var det vist. Dengang flyttede man jo, inden værten kom for at hente sine otte kroner i husleje. Der var jo lejligheder nok på den tid. Som seksårig kom jeg til Ryesgade (levende beskrevet i bogen Mine Onkler). Ryesgade var dengang Danmarks folkerigeste gade, hvor alle manglede alt! Den slags gav jo samhørighed. Så det blev alligevel en rig barndom at tænke tilbage på. Rig på oplevelser. Jeg gik selvfølgelig gruelig meget igennem og opdagede, at H. C. Andersen ikke havde eneret på den slags.

Opfordring til at skrive

Hvis vi springer frem til 1996, det år hvor Københavns Kommune opfordrede ældre borgere til at skrive om livet i 30 erne og 40 erne, så berigede jeg Stadsarkivet med mine minder om disse grumme tider. Disse få, velvalgte ord udbyggede jeg bagefter til manuskriptet til Mine onkler.

Forfatterdebut

Vi skal imidlertid frem til efteråret 1999, hvor jeg debuterede med Mine skibe. Bogen hvori jeg mindes drengeårene til søs. Sidenhen har ordene strømmet: minder, oplevelser og hvad ved jeg fra den gamle slopkiste.

Al denne litterære aktivitet blev lykkeligvis understøttet af kulturfonde. Uden deres hjælp er det meget svært at udgive en bog i et så lille sprogområde som vort.

Publiceret: 
12. August 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2004