Camilla Läckberg
Ung krimiforfatter med god uddannelse og børn
Camilla Läckberg er født i Fjällbacka på den svenske skærgårdskyst ud mod Kattegat. Hun drømte tidligt om at blive krimiforfatter. Hun tog alligevel en uddannelse som civiløkonom, før hun begyndte at skrive professionelt. Nu skriver hun på fuld tid og bor i Stockholm med mand og 2 børn.
Øjeblikkelig succes
Camilla Läckberg fik sin første bog, Isprinsessen, udgivet i 2003. Bogen var en øjeblikkelig succes og lå længe på bestsellerlisterne. Isprinsessen var den mest udlånte bog i Sverige i 2004. Herefter fulgte Prædikanten i 2004 og Stenhuggeren i 2006. Sveriges Television planlægger nu at lave en serie over de to første bøger. Forfatteren har fået udgivet yderligere to bøger på svensk.
Camilla Läckberg er blevet udnævnt til nutidens svenske krimidronning, på svensk Deckare drottning lige som Liza Marklund. Det siger noget om hendes succes.
Hvad sker der under overfladen?
Camilla Läckberg lader sine romaner foregå i sin hjemby, Fjällbacka. Hovedpersonen er den unge forfatter, Erica Falk. I Isprinsessen vender hun tilbage til sin hjemby i forbindelse med forældrenes død. Samtidig findes hendes barndomsveninde død. Erika kaster sig ud i opklaringen af dødsfaldet. I forbindelse med opklaringsarbejdet træffer hun den anden hovedperson, Patrik Hedström, den lokale politibetjent. De to indleder et samarbejde, som ender i en forelskelse.
Samtidig med opklaringen af de spændende plots fortæller forfatteren levende og realistisk om forholdene i skærgårdsidyllen. De unge flytter væk, husene sælges til velhavere fra storbyen og erhvervslivet mistrives. Alle kender alle, sladderen stortrives og man skjuler gamle hemmeligheder. Der fortælles fascinerende om menneskers ondskab og dumhed, en ondskab som får katastrofale følger.
Topunderholdning
De tre bøger kan aflæses uafhængigt af hinanden. Hver bog har sin egen mordgåde. Erika og Patrik gennemgår en udvikling, idet deres forelskelse udvikler sig.
Bøgerne er velskrevne, med gode plots og gode personskildringer. Der lægges mange forskellige spor ud, så det ikke lige er til at forudse, hvordan det hele ender. Bøgerne kan med stor fornøjelse læses af både mænd og kvinder.
Noget der ligner
Åsa Larsson, Liza Marklund, Åsa Nilsonne, Aino Trosell, Helene Tursten, Elsebeth Egholm og Sara Blædel.