Bodil Wamberg
Baggrund
Bodil Wamberg er født i 1929. Hun er cand.mag. i dansk og engelsk fra Københavns Universitet i 1958. Hun blev i 1956 gift med litteraturhistoriker Niels Birger Wamberg. I perioden 1972-91 var hun lektor ved Danmarks Lærerhøjskole.
Leif Panduro
Bodil Wamberg blev grebet af Leif Panduros forfatterskab. Hun debuterede som forfatter i 1977 med bidrag til antologien Panduros verden. Året efter fik hun udgivet afhandlingen Den gale kærlighed. Den omhandler Panduros kvindelige personer og deres forhold til kærligheden.
Kærlighed som hovedmotiv
Bodil Wamberg fortsatte med at have kærligheden som hovedmotiv i sine bøger. Hun har skrevet en række biografier om kvindelige historiske personligheder. Bøgerne handler om disse kvinders forhold til datidens vilkår. De beskriver, hvordan kvindernes følelser kommer i konflikt med samfundets normer.
Upassende kærlighedsforhold er et tema, der går igen. F.eks. i biografierne om forfatteren Agnes Henningsen og Grevinde Louise Danner. Leonora Christina, Johanne Louise Heiberg og Sophie Ørsted er andre portrætterede kvinder, som havde et utilpasset forhold til deres samtid.
Bodil Wamberg har også skrevet en biografi om en mand i ubalance: Christian d. 4. Den handler om storhed og fald, menneskeligt og politisk. Kongen er autoriteten, den stærke og beslutsomme mand, som viser sin menneskelige svaghed, da forholdet til Kirsten Munk går i stykker. I biografien, De er den jeg elsker højest, skildres venskabet mellem H.C. Andersen og embedsmanden Edvard Collin. Det var et ubalanceret forhold mellem en følsom digter og en korrekt embedsmand.
Stilen
Bodil Wamberg skriver personligt, levende og solidarisk om sine hovedpersoner. Biografierne er både analyserende og fortællende. Derfor minder de om biografiske romaner, der er fiktion, skrevet på grundlag af research. Bodil Wamberg holder sig dog strengt til facts og postulerer ikke noget, der er udokumenteret. Hendes biografier bygger på breve, erindringer og selvbiografier. Læseren mærker hendes harme over den uretfærdighed, personerne udsættes for.
Relevans for nutiden
Biografierne har relevans for nutidens læsere, der kan sætte sig i personernes sted, men også blive opmærksomme på nutidens ubalancer. Bodil Wamberg mener selv, at kvindebiografien kan inspirere nutidens unge kvinder, som er oppe imod andre faktorer. For eksempel en stresset konkurrence på arbejdsmarkedet. Hun mener, at fortidens kvinder i modvind kan bruges som rollemodeller. Det gælder specielt en kvinde som Agnes Henningsen.
Priser
Bodil Wamberg har modtaget en lang række priser for sit forfatterskab. I 1987 Georg Brandes-Prisen og G.E.C. Gads Fonds Hæderspris for sin biografi om Johanne Louise Heiberg. I 1991 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat, samt Dansk Litteraturpris for kvinder.