Bent Vinn Nielsen

1951 - 
Skrevet af: Annemette Lerche, Nykøbing Falster Centralbibliotek
Redigeret af: Lena Ellersgaard, Nota
Bent Vinn Nielsen skriver hylende morsomt og ætsende om skæve eksistenser, plattenslagere og lykkeriddere i underdanmark.

Opvækst

Bent Vinn Nielsen er født og opvokset i Vendsyssel og er ud af en arbejderfamilie. Han forlod skolen i 9.klasse og arbejdede en årrække som ufaglært arbejdsmand. Han debuterede på forfatternes forlag Arena med romanen Arbejdssky, 1978.

 Forfatterskabets karakteristika

Med debuten mærker man allerede forfatterskabets karakteristika: fokuseringen på provinsen og det uofficielle Danmark.

Bent Vinn Nielsen er en stor fornyer af den realistiske stil og tradition og skriver satirisk om skæve eksistenser, plattenslagere og lykkeriddere i Underdanmark. Selv om hans skildringer er hylende morsomme og ætsende, er de også præget af nænsomhed og kærlig solidaritet med de skildrede personer.

Bent Vinn Nielsens prosa rammer plet når han beskriver detaljerne i de fremstillede miljøer og underspillet forstærker humoren i fortællingerne. I socialt engagement og spydig satire kan han minde om Hans Scherfig.

Bent Vinn Nielsen har i en årrække boet på Lolland og har gjort sig til ekspert i arbejdsløshedsøer i provinsen og livet dér. Det ser man i hovedværker i hans forfatterskab, Et stykke af muren, Realiteternes verden, 1992 og Rejsens mål, 1995.

Publiceret: 
21. September 2006
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2006