Alexander McCall Smith

1948 - 
Billede af Alexander McCall Smith
Skrevet af: Karen Friis, Nota
Alexander McCall Smith er opvokset i Zimbabwe. Han uddanede sig til jurist og fik en flot akademisk karriere. Han har skrevet mange bøger, men fik international succes med serien om Damernes Detektivbureau. Bøgerne giver et charmerende billede af afrikansk hverdagsliv, krydret med lidt krimi.

Baggrund

Alexander McCall Smith blev i 1948 født af britiske forældre i Rhodesia, nu Zimbabwe. Han voksede op og havde sin skoletid i Rhodesia. Da han skulle studere, flyttede han til Edinburgh for at studere jura. Han specialiserede sig i medicinsk jura og fik en flot, international karriere. Han blev udnævnt til professor ved Edinburghs universitet.

McCall Smith vendte tilbage til Afrika for en tid. I nogle år underviste han i jura på Botswanas universitet, men valgte sammen med kone og børn at vende tilbage til Edinburgh, hvor han har boet siden.

I 2004 valgte han at satse helt og fuldt på sit forfatterskab. Han har taget orlov fra universitet og er endnu ikke vendt tilbage.

Alsidigt forfatterskab

Som internationalt anerkendt forsker har McCall Smith skrevet en lang række akademiske bøger. Han har desuden skrevet en række børnebøger og noveller for voksne.

Den helt store succes kom med Damernes Detektivbureau nr. 1. Bøgerne blev en øjeblikkelig succes.

I 2004 blev McCall Smith kåret som Årets Forfatter 4 gange i Storbritannien. Bøgerne er oversat til 30 sprog, og der er planer om at filmatisere dem.

Mma Ramotswe og Co.

Precious Ramotswe er blevet kaldt Afrikas Miss Marple. Hun er imidlertid helt sig selv.

Mma Ramotswe arvede en sum penge. For dem åbnede hun Botswanas eneste detektivbureau drevet af kvinder. De sager man behandler i Damernes detektivbureau handler om utroskab, svindel og anden uærlighed. Sagerne opklares med menneskekundskab og menneskekærlighed. Snusfornuft er et kodeord.

Forfatteren fortæller med stor charme om hverdagslivet i Botswana. Han fortæller med megen lune om mennesketyper, som det er værd at respektere. Blandt andet kommer han ind på forholdet mellem mænd og kvinder i Afrika. Det beskrives helt sikkert til kvindernes fordel.

Man skal ikke læse McCalls bøger for krimigådens skyld, men for miljøbeskrivelsernes skyld. Han giver et intet mindre end indtagende billede af Botswana.

Indtil videre er der udkommet 7 bind om Damernes Detektivbureau. Der er planlagt et ottende bind. Forfatteren har påbegyndt en ny serie, der også handler om hverdagsfilosofi. Første bind hedder Filosofisk søndagsklub, og den foregår i Edinburgh.

Relaterede links

Læs mere om Alexander McCall Smith på dansk og engelsk.

Publiceret: 
1. September 2008