Weekend
Kompliceret fortælling om kærlighed og mennesker
En mand ankommer med toget til en lille by i Norge en sen lørdag aften. I et andet tog, der kører i den modsatte retning, sidder Karoline, som han stadig er forelsket i. Hun har pludselig forladt sin 50-års fødselsdagsfest. Romanen begynder med Peters perspektiv og slutter med Karolines perspektiv. Men det er det samme øjeblik.
Centrum er fejringen af Karolines fødselsdag på byens hotel. Hun er en dygtig leder på byens største virksomhed, er gift med Egil, og de har fire børn. Desuden er hun smuk og fascinerende. Tidsrammen er den sommerweekend festen foregår i, altså både før, under og efter festen.
Mere end 100 personer alle med relationer til byen eller Karoline kommer til orde i denne stort anlagte nutidige kollektivroman. Via samtaler, indre monologer, blikke, lyde og situationer griber fortællingerne og begivenhederne som en lang kæde ind i hinanden. Mennesker mødes og skilles, de drømmer, skændes, elsker, arbejder, bliver eller rejser væk. Der er fødsel og død, jalousi og kærlighed, magt og afmagt, trøstesex og trøsteøl. Alle de uslebne følelser er til stede. Det er storslået og skræmmende. Efterhånden får vi indsigt i de enkelte personers selvopfattelse, og hvordan andre ser på dem samt de spor, de sætter i hinandens liv.
Netop dette dobbeltblik, fra det store overblik til den mindste betydningsfulde detalje, behersker forfatteren suverænt i den komplicerede, men vellykkede konstruktion, der bærer fortællingen og handlingen frem. Dette minisamfund i short cuts bliver et nutidigt portræt og et sindbillede på menneskers tilstande og forskydninger i forhold til hinanden.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger