Voodoo

af Nadia Kadi
Skrevet af: Morten Bagger, Nyt Dansk Litteraturselskab
De to veninder Lisa og Rusty, samt Lisas to meget sprælske tanter, som alle var med i "Spøgelsesslottet", er her på nye eventyr. De er på et krydstogt kommet til Den Dominikanske Republik, og her møder de Pedro. Han er en ung mand fra Haiti, som er ramt af en kraftig voodoo-forbandelse. Pigerne prøver at hjælpe ham, og det bringer dem selv i livsfare.

En virkelig uhyggelig bog 

Nadia Kadi har denne gang skrevet en virkelig gyser om voodoo. Det er en blanding af trolddom og primitiv religion, som man dyrker på Haiti. Den lokale hovedperson Pedro er adopteret af en katolsk præst og af sin farmor, der var voodoo-præstinde. Han kender kun lidt til voodoo, men da hans farfar dukker op fra graven som en zombie, bliver han og hans farmor klar over, at han er i livsfare. Den onde voodoo-troldmand Bokor vil dræbe ham, og han må flygte til nabolandet Den Dominikanske Republik. Her bliver han ramt af frygtelige smerter på en strand. Det ser Lisa og Rusty, og de bærer ham ind i deres turisthytte og prøver at redde hans liv. Men Bokor er på sporet af ham, og de er nødt til at grave Pedros forældres lig op, for at Bokor ikke skal få fat på knoglerne. Hvis han får dem, er det i al fald ude med Pedro. Rusty bliver noget forelsket i Pedro og er derfor med i den makabre opgravning. Hun og Lisa følger også med Pedro tilbage til hans farmor, der nu for hans skyld atter trækker i sin præstindedragt. Hun vil nu bekæmpe Bokor med sin magi. Det bliver en meget forfærdelig nat, hvor denne voodoo-duel foregår, mens Lisa svæver i yderste livsfare.

Gys og grin

Der er virkelig gyselige begivenheder i bogen. Den lægger ikke skjul på, at voodoo er noget af det klammeste og mest afskyelige, der findes. Men ind imellem de stærke og makabre scener er der også en herlig humor i bogen. Dels har Rusty nogle sarkastiske bemærkninger om "svigerforældrene" under opgravningen af deres lig. Dels er Lindas to ukueligt sprælske tanter gode for mange sjove og groteske replikker, der gør, at man kan grine lidt midt i al uhyggen. Der er godt gået af Nadia Kadi at kunne skrive en historie, der både er skræmmende og sjov med et lixtal på kun 27. Samtidig med, at man er godt og makabert underholdt, får man også en viden om det uhyggelige fænomen voodoo. Det er beskrevet i en del gyserfilm, men sjældent i bogform.

Publiceret: 
13. Maj 2008