Unn fra Stjernestene

af Hanne Marie Svendsen
Skrevet af: Jette S. F. Holst, Århus Kommunes Biblioteker
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Bogen handler om pigen Unn. Handlingen foregår på Grønland i 1300-tallet. Unn bor på et nonnekloster, hvor en ny abbedisse vender op og ned på tingene. Unn har mange problemer. Man følger hendes udvikling fra pige til kvinde i en hård tid. 

Pigen Unn

Unn er ikke smuk. Hun har kruset, brunt hår og en bred mund, der spørger om for meget. Som lille blev hun bragt fra Vestbygden til gården Krøgnes af svenden Eirik, efter at hendes forældre var blevet dræbt. Nu bor hun sammen med sin fostsøster, Ingebjørg, i et nonnekloster, hvor de modtager undervisning i bl.a. skrivning og vævning.

Abbedissen

Det er hårde tider på Grønland. Skibene kommer kun uregelmæssigt, og da klostrets abbedisse dør, er gode råd dyre, for hvem skal efterfølge hende? Med tiden kommer dog en ny abbedisse, fru Solvar, og hun bringer nye tider med sig. Klosterhaven beplantes med nye og spændende planter, og der bygges til alle steder. Men fru Solvar er også hård, og snart ulmer et oprør blandt sognebørnene.

Problemer

Oveni det ankommer en ung, engelsk munk, der kan læse stjernerne og lærer Unn meget nyt. Desværre er venskabet mellem de to ikke passende, og Unn rejser fra klostret og tilbage til sin fostsøster, der i mellemtiden er blevet gift. Men Ingebjørg har også sine problemer, for hendes mand er kommet ud for en ulykke, og hun er blevet anklaget for mord.

En spændende historie

Hanne Marie Svendsen fortæller en spændende historie om en ung, selvstændig og intelligent piges udvikling til kvinde i en tid, hvor kvinder ikke blev regnet for noget. Samtidig giver hun også et godt indblik i verdenen i et nonnekloster i 1300-tallet og det grønlandske samfund. Hun indfletter stumper af gamle grønlandske sagaer i historien, og får også fortalt om en ekspedition til det nordligste Grønland, som blev fortaget af en munk i 1360.

En god roman

Det hele beskrives levende og interessant, og der lader til at ligge en del research bag bogen. Unn fra Stjernestene kan derfor betegnes som en samfundskritisk, historisk kvinderoman med en indbygget kærlighedshistorie, men jeg vil nu hellere kalde det en god roman, som man bør give en chance, selvom det måske tager lidt tid, før historien indfanger én.

Publiceret: 
29. Marts 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2003