Tyv over tyv

af Lindsey Davis
Skrevet af: Jytte Kjær Schou, Århus Kommunes Biblioteker
Redigeret af: Lene Harder, DBB
Tyv over tyv er en underholdende kriminalroman. Den foregår i det gamle Rom. Hovedpersonen er den dumdristige og hårdkogte, men også varmhjertede Falco.

Et broget Rom

Det gamle Rom danner rammen om krimierne med den dumdristige, mundrappe, hårdkogte og inderst inde blødhjertede meddeler Marcus Didius Falco, men der er intet antikveret over menneskene og deres dårskaber.

Som sædvanligt er Rom et broget sammensurium af beskidte gyder med faldefærdige huse og flotte palæer, og overalt myldrer det med små og store skurke i alle afskygninger.

I denne bog er det mafiabossen Balbinus, der giver Falco og hans ven Petronius mere end rigeligt at se til, og dertil kommer diverse andre forviklinger.

Handling

Balbinus er dødsdømt, men ifølge de specielle romerske love er han en fri mand indtil aftalen med bøddelen, og det giver ham rig lejlighed til at flygte.

Dermed er problemet ikke løst, for bagefter rammes Rom af en ny bølge af kriminalitet og en række grufulde mord på mennesker, der har været med til at angive Balbinus. Det tilfalder bl.a. Falco at finde ud af, hvem der står bag.

På hjemmefronten lever Falco stadig sammen med senatordatteren, den skønne og intelligente Helena. Socialt set når han hende ikke til sokkeholderne. Hans mandlige stolthed forbyder ham naturligvis at leve af Helenas penge, så de bebor en ussel slumlejlighed i et yderst farverigt kvarter. Noget af et problem, da deres forhold ser ud til at have båret frugt.

Rapkæftet og hårdkogt tone

Det er Falco, der fortæller, og hans rapkæftede og hårdkogte tone kan ikke ganske skjule hans varme hjerte. En skabet køter og et hittebarn fundet i en affaldscontainer flytter således ind hos ham og Helena, og så bliver der hurtigt trængsel i dobbeltsengen.

Det er en munter og underholdende krimi om et yderst livligt, men korrupt samfund.

De kriminelle foreteelser udredes på bedste vis ved hjælp af analytisk intelligens suppleret med en tilbørlig slåen på tæven. Kærligheden og familiemæssige forviklinger er med som ekstra krydderi.

Publiceret: 
15. Januar 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2003