Trefoldighedsbarn
Om forfatteren
Forfatteren Vagn Lundbye er født i 1933 i København, men opvokset i Århus. Han er uddannet først som officer og senere som lærer.
Forfatterskabet
Vagn Lundbye debuterede som romanforfatter i 1966. Han har skrevet inden for mange genrer. Fælles er dog, at de fleste af hans romaner og digte kredser om de samme emner: naturen, dyrene og det oprindelige menneskes kultur og forankrethed i naturen. Dette tema møder vi også i Trefoldighedsbarn.
Trefoldighedsbarn
Forfatteren havde planlagt at skrive en bog om urbefolkningen på Tasmanien. Under sit ophold på øen, hvor han opsøgte de steder, hvor dette folk havde levet, blev han ramt af en tigerslange. I den (korte) tid der går, fra han er blevet ramt af slangen og til han finder ud af, om den har bidt ham, gennemlever han sin barndom.
Handlingen i bogen foregår i 2 parallelle spor: Tigerslangen beretter om den grusomme og skånselsløse udryddelse af øens urbefolkning, som bl.a. blev ledet af danskeren Jørgen Jørgensen. Historien om Vagns barndom og ungdom fortælles af Emil, som er bogens hovedperson og forfatterens andet jeg. De ydre rammer om Emils barndom er faderens voldelige, alkoholiserede adfærd overfor moderen og de fire børn, familiens mange flytninger og Emils sejre på atletikbanen. Faderen er psykopat og tyranniserer moderen og især den ældste søn, Emil. Faderen sammenlignes med Jørgen Jørgensen på Tasmanien. Den sidste bliver slået ihjel for sin grusomhed - Emil planlægger at slå sin far ihjel!
På trods af dette barske tema er bogen en stor, prægtig, spillevende roman. Fortalt med distance - og humor. Tidsbilledet, i den del af romanen som handler om Emil, har en detaljerigdom der gør, at man langt hen ad vejen læser romanen som en erindringsroman snarere end fiktion.
Bogens titel stammer ifølge forfatteren selv fra den islandske jordmoder, der hjalp ham til verden. Emil er et "trefoldighedsbarn", fordi han er født den 22.11.33. Han bør derfor, ifølge islandsk overtro, få et langt og lykkeligt liv!
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger