Tjæremanden

Tjæremanden

Tjæremanden er fortsættelsen til Lommetyven Gideon – har man ikke læst den første bog i serien, bør man ikke læse videre her, da denne bog fortsætter, hvor historien slap. Anmeldelsen kan altså rumme afsløringer af, hvad der skete tidligere.

Titlens tjæremand er en af de bedste skurke, jeg har læst i rigtig lang tid – sammen med lommetyven Gideon skabte han den spænding og stemning, der gjorde forrige bog til så god en oplevelse. Da denne bog starter, er han sluppet løs i nutidens London, og han viser snart, at en mand fra 1600-tallet sagtens kan klare sig – visse ting ændrer sig aldrig, og er man hensynsløs nok, kan man skabe sig en plads i hvilken som helst tid.

Samtidig er Peter fanget i 1763. Og mens videnskabsmændene diskuterer, om man ikke bør destruere tidsmaskinen, drager hans far og Kate tilbage i tiden for at redde ham. Men noget går galt, og de havner i 1792, hvor en voksen Peter tager imod dem. Men tidsmaskinen virker ikke længere, og de må se, om de kan finde nogen i fortiden, der kan reparere den. Det bliver til en farefuld færd, blandt andet gennem det revolutionshærgede Frankrig.

God historie

Historien er hovedsageligt opdelt i disse to tråde: Kate og mr. Shocks forsøg på at komme hjem (uvidende om, at den dreng, de leder efter, følges med dem i sin voksne skikkelse) og Tjæremanden, der vænner sig til det 21. århundrede, mens det 21. århundrede har svært ved at vænne sig til ham. Han indser snart fordelene ved at være fanget mellem tiderne, og han indleder et forbrydelseskorstog.

Lommetyven Gideon var noget af et lyn fra en klar himmel – det var en god historie med stærke figurer og et gennemført beskrevet miljø. Her har Buckley-Archer valgt ikke at følge opskriften, men at skrive en helt anden slags fortælling. Noget af den overhængende fare er blevet fjernet fra scenerne i 1700-tallet, simpelthen fordi Kate og mr. Shock er forberedte, og det meste synes at gå noget lettere denne gang. Til gengæld må Tjæremanden kæmpe noget mere – og der sker det ganske forunderlige, at man egentlig holder med ham. Han er en skurk, og hans motiver er ganske skumle, men alligevel er det svært ikke at heppe på ham, et bevis på, at det er lykkedes at skabe en gennemført og kompleks figur. Til gengæld forbliver Gideon lidt i baggrunden i denne omgang – det er lidt synd, men beviser også, at en bog sagtens kan klare sig uden en ordentlig helt, når blot der er en mindeværdig skurk.

Oprindeligt publiceret: 

Fortællingen.dk, 2008