Tilskueren
Vanemenneske
Tilskueren hedder Jørgen Skovby. Han er et vanemenneske og har det bedst med at stå på sidelinjen og ikke være involveret i nogen eller noget. Han er tilfreds med sit job med faste rutiner i Navne og dage på en avis i Århus.
Et overfald
På vej hjem fra arbejde ser han en aften et morderisk overfald. I stedet for at gribe ind skjuler han sig. Mest fordi han ikke vil tilbringe aftenen på politistationen og komme for sent til bussen. Og så ovenikøbet betale for en taxa.
Venstreorienteret fortid
Overfaldet gik ud over en journalistelev fra avisen, som researchede en gruppe tidligere venstreorienteredes fortid. En fortid, der bl.a. går tilbage til Jørgen Skovbys studietid, hvor han boede i et venstreorienteret kollektiv i Århus.
En af kollektivets tidligere beboere beder Jørgen Skovby om at fjerne arkivmateriale om sin røde fortid. Han ønsker den ikke frem i sit nuværende borgerlige karriereforløb. Da politiefterforskningen bliver nærgående, tvinges Jørgen Skovby til selv at efterforske sagen.
Uddannet journalist
Niels Krause-Kjær er uddannet journalist. Hans mange faktaoplysninger og detaljer om personer og begivenheder bærer præg af at være set gennem journalistens øjne. Forfatteren er tidligere pressechef hos Det konservative Folkeparti. Han har udgivet Christiansborg-romanen Kongekabale, der er filmatiseret som spillefilm i biografen.
Generationsroman
Jeg læste Tilskueren som en generationsroman om en mand, der først træder i karakter, da han bliver tvunget af omstændighederne. En realistisk og satirisk nutidsroman. Men det er også en spændende politisk thriller om fortidens revolutionære skygger, der pludselig bliver levende ved ansættelsen af en ny generaldirektør.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger