Tigerbalsam

af Hans Kragh-Jacobsen
Skrevet af: Nina Wegner, Horsens Bibliotek
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Tigerbalsam er en generationsroman, der handler om de to venner Olaf og Jonas, som vokser op i 60erne og 70erne. De to drenge er vidt forskellige, men holder alligevel fast i hinanden. Det er en meget underholdende roman, som er let at læse.

Vennerne Olaf og Jonas

Gymnasieeleverne Olaf og Jonas er venner, og vi følger dem og deres venskab op gennem 60’erne og 70’erne. Begge kommer de fra ikke-akademiske miljøer, hvor blondegardiner, mønstrede tapeter og billedet af en brølende kronhjort pryder stuen i lejligheden. Jonas’ barndom har været præget af moderens psykiske sygdom, faderens alkoholmisbrug og svigt. Olafs barndomshjem var stillestående, depressivt og trist.

Forskellige liv

Med 60’er- og 70’ermiljøet som baggrund beskrives et meget ulige venskab. Den charmerende, upålidelige og biseksuelle Jonas betager alle omkring sig, og den ærlige, gennemsnitlige og venlige Olaf lader sig trække rundt ved næsen. De to venner følger selvsagt hver sin livsbane. Jonas slår kludene sammen med en succesfuld modedesigner og lever det søde jetset liv i overhalingsbanen. Jeg fik billeder af Erik og Margit Brandt ind på nethinden under læsningen. Imens slår Olaf sine folder i det flippede teatermiljø, hvor hashtågerne ligger tæt. De er hinandens modsætninger, og det er svært som læser at forstå, hvorfor Olaf vedbliver at holde kontakten til psykopaten Jonas.

En generationsroman

Hans Kragh-Jacobsen har skrevet en Danmarks-krønike, hvor alle, som er vokset op i de to årtier, vil kunne nikke genkendende til miljøbeskrivelserne. Der er en lille smule Den kroniske uskyld og en lille smule Bent Vinn Nielsen i denne roman. Det er en letlæst og underholdende generationsroman, som læseren kan konsumere uden den helt store eftertanke og analyse.

Publiceret: 
8. Juli 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2005