Tidevand

af Anita Diamant
Skrevet af: Jette S. F. Holst, Århus Kommunes Biblioteker
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
59-årige Kathleen får en dag konstateret brystkræft og hendes verden bryder sammen. Ved et tilfælde møder hun Joyce på 42, som lever af at skrive for blade. Der opstår et venskab mellem de to kvinder. Det er en smuk fortælling om livets glæder og sorger.

Kathleen

Kathleen er 59 år og børnebibliotekar. Hun er gift med Buddy og har to voksne sønner, som nu bor langt borte fra hjemmet i Gloucester. En dag får hun konstateret brystkræft, og da hendes søster døde af den samme sygdom, bryder Kathleens verden sammen.

Joyce

Joyce er 42 år og lever af at skrive for blade. Hun har haft en succesroman, Magnolias hjerte – en rigtig trivialroman med masser af sex, men også med en god historisk research. Sammen med sin mand har hun købt et sommerhus i Gloucester, og her vil hun bruge sommeren på at skrive en ”rigtig” roman.

Venskab

De to kvinder mødes tilfældigt en aften i synagogen, og det bliver starten på et varmt venskab. Joyce støtter Kathleen i hendes angst og kamp mod kræften, og Kathleen finder i Joyce en ny veninde, der kan erstatte hendes døde søster.

Livet

Tidevand er en smuk historie om venskab, brystkræft, mænd, børn og skjulte hemmeligheder, som gennem mange år har været torne gemt i kødet. Anita Diamant fortæller stilfærdigt, men indtrængende om de problemer, glæder og sorger, livet giver, og jeg sad tilbage med en varm følelse, da jeg lagde bogen fra mig. En følelse af, at selvom livet også kan være barskt, er der også meget kærlighed at hente. Ikke mindst blandt ens gode venner.

Relaterede links

Se Anita Diamants hjemmeside på engelsk

Publiceret: 
29. Marts 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2003