Tænk som en dinosaurus

af James Patrick Kelly
Skrevet af: Jette S. F. Holst, Middelfart Bibliotek
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Bogen indeholder tre science fictionnoveller. Den ene handler om en mand, der er lavet om til en rotte. Man hører også om Mr. Boy. Han er en dreng, hvis kropsudvikling er standset ved hjælp af hæmning. Han møder en pige, som ikke er genetisk ændret. Det er underholdende og tankevækkende læsning.

At fremme science fiction

James Patrick Kellys tankevækkende science fictionnoveller handler blandt andet om en mand, der er lavet om til en rotte. Den handler også om en kvinde, der er lavet om til Frihedsgudinden og rumrejsende dinosaurer. Science Fiction Cirklen er en dansk forening, som søger at fremme science fiction ved at udgive tidsskriftet Proxima. Derudover udgiver de også bøger, både fag- og skønlitteratur. I skønlitteraturen lægges der især vægt på at udgive klassikere, der ikke skal glemmes, men også nye og på dansk ukendte talenter får chancen af Science Fiction Cirklen.

Om bogens forfatter

James Patrick Kelly er ikke tidligere oversat til dansk. Men han hører alligevel til blandt de centrale forfattere i science fictiongenren over de sidste tyve år. Han stod i en periode som modpol til cyberpunken, men det er ikke helt rimeligt at klassificere ham som teknologiangst. I novellesamlingen Tænk som en dinosaurus tager han fat på emner som bioteknologi og rumrejser, og han gør det interessant og tankevækkende. Novellesamlingen indeholder tre noveller: Rotten, Mr. Boy og Tænk som en dinosaurus.

Historien om Mr. Boy

Min yndlingshistorie er Mr. Boy, som også er den længste af de tre. Mr. Boy er en evig præpubertets dreng. Ved hjælp af hæmning er hans kropsudvikling standset, så han ikke bliver ældre. Hans mor er også genetisk ændret. "Min mor var en model af Frihedsgudinden i trekvart størrelse. Oprindelig havde hun villet være fuld størrelse, men så ville hun være blevet den største ting i New Canaan, Connecticut. Byen gav hende afslag, da hun søgte om dispensation fra zonelovgivningen. Hendes advokater og deres advokater førte sag mod hinanden gennem næsten to år. Mors påstand var, at eftersom hun var født som et menneske, var hendes frihed garanteret af det 30. forfatningstillæg." I novellen møder Mr. Boy den levende døde Tree, der lever et helt andet liv end ham. Den levende døde, kalder man de mennesker, der ikke er genetisk ændret. Han tiltrækkes af Tree og opdager, at det måske ikke kun er et gode at leve det liv, han gør.

Underholdende læsning

Kelly hører ikke til min fortrukne subgenre i science fiction, men ikke desto mindre er det tre velskrevne historier, som både er underholdende læsning og vækker til eftertanke. Niels Dalgaard har skrevet et efterskrift til novellerne, hvor han præsenterer James Patrick Kelly for de danske læsere og forklarer hans placering inden for genren.

Publiceret: 
17. November 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2005