Sumobrødre
Sumobrødre er fyldt med børn – især drengebørn – som gør mange mærkelige og ofte onde ting. Det er mÃ¥ske ikke sÃ¥ sært, for de voksne, de er omgivet af, gør ogsÃ¥ mange mystiske og uforstÃ¥elige ting. Meningen gÃ¥r i hvert fald ofte tabt for børnene, i de halve sandheder og hele løgne, som de voksne fodrer dem med.
Sumobrødrene slÃ¥r deres folder i en tid, hvor børn i almindelighed ikke var spæret inde i SFO’er, eller konstant overvÃ¥get i andre pasningsordninger. De har derfor rig lejlighed til at spille tennis med levende – men snart døde – skrubtudser, banke hinanden, putte hinanden i kummefrysere, kaste med lort og lede efter fædrenes pornoblade. Det lyder lystigt, tænker du mÃ¥ske, men det er eddermame ogsÃ¥ barske løjer. Drengestreger kan godt give ar.
Lars, som fortæller historien, bor sammen med sin lillebror, kaldet Overbiddet, sin mor og sin snørebåndssælgende far. Det går ikke dog ikke supergodt i snørebåndsbranchen, så far bliver tiltagende frustreret og svær at være sammen med. Lars spekulerer og gør sig sine mellemregninger, for det viser sig, at mor har været gift før, og kan man nu være sikke på, at far nu også er far? Og hvorfor må de ikke besøge farmor og farfar, og hvorfor skal telefonstikket være hevet ud om natten? Det usagte driver ned af væggene.
Det er en fremragende og meget rørende bog. Den er ofte morsom, men den er næsten heller ikke til at bære. Det er som Lille Virgil på onde socialrealistiske piller. Man under børn en barndom, der er uskyldig og fuld af lykkelig mystik og eventyr. Sumobrødre fortæller også om alt det andet.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger
