Storm

af Einar Karason
Skrevet af: Mette Davidsen, Espergærde Bibliotek
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Storm kommer fra Island. Han flytter til Vollsmose sammen med sin kone og deres to børn. Storm drikker hele dagen og behandler sin kone dårligt. Igennem menneskene i hans liv, får man et billede af, hvem personen Storm er. Det er en forfriskende og underholdende samtidsroman.

En forfriskende samtidsroman

Einar Kárason har skrevet en forfriskende samtidsroman om en islandsk bistandsklient fra Vollsmose, der er hamrende usympatisk, men en fantastisk historiefortæller. Storm er en sjuft - en samfundsnasser. Han er på bistandshjælp, bor i Vollsmose og behandler sin kone dårligt. Men han er en forrygende fortæller, og hans liv er alt andet end kedeligt. Bogen, som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2005, er skrevet i et særdeles cosy sprog. Dette er Storms yndlingsfrase! Som læser sidder man og klukker af grin. Einar Karason har et langt forfatterskab bag sig. Han har blandt andet skrevet en række slægtsromaner - alle centreret omkring islandske familier.

En skæbnefortælling fra Vollsmose

Med Storm har Einar Kárason bevæget sig væk fra slægtsromanen, men det er stadigvæk en skæbnefortælling. Der er mange stemmer i bogen. Gennem Storms drukvenner, hans kone og ivrige forlagsfolk får vi indkredset, hvad Storm er for en person. Han er født og opvokset på Island, og som voksen flytter han med sin kone Stefania og sine to børn til Vollsmose. Her drikker han øl dagen lang, mens han lader Stefania arbejde og passe familien. Drømmen om Amerika optager Storm meget, men da han forsøger at forfølge sine drømme, går alting galt. Imens sidder der en række forlagsfolk på Island, som har fået en rigtig god idé, der involverer en type som Storm. Selv om Storm i bund og grund er en usympatisk stodder, er man alligevel i godt selskab gennem de mere end 300 sider. Bogen er god underholdning med masser af litterær kvalitet. Det er en sprudlende aktuel samfundssatire, der ikke holder sig tilbage for at kritisere danskernes forhold til fremmede.

Publiceret: 
24. November 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2005