Søster og bror
God underholdningsroman
Joanna Trollope har også i Danmark en stor læserskare. Og hendes nyeste roman Søster og bror lever helt op til standarden. Det er en ægte og gedigen underholdningsroman af den rigtige, engelske slags.
Adoption og kærlighed
Temaet er adoption og kærlighed. Hovedpersonerne er søskendeparret Nathalie og David. De er begge som helt små blevet adopteret af det samme forældrepar. De er født af to forskellige mødre. De er altså ikke biologiske søskende. Det har tilsyneladende aldrig gennem deres opvækst været noget problem for nogen af dem, at de var adoptivbørn. Snarere tværtimod, de har altid følt sig som udvalgte.
Handlingen sættes i gang, da de som voksne ønsker at opspore og træffe deres rigtige forældre. Begge lever de i parforhold og har børn.
Mens de leder, giver forfatteren en flot beskrivelse af deres respektive ægtefællers arbejdspladser og det liv, der leves der.
Psykologisk indsigt
Trollope beskriver med stor psykologisk indsigt, hvad den søgen og de møder, den medfører, betyder for dem selv. For deres ægtefæller, deres børn og for adoptivforældrene. Men også for de rigtige mødre og deres familier. Selvransagelsen er stor. Problemerne står i kø og ingenting er mere som det var. Nogen bliver ulykkelige, børnene bliver bange og umulige. Utroskab og svigt bliver et sidetema. Men Trollope ville jo ikke være Trollope, hvis det ikke også her lykkedes at samle trådene på en troværdig og skarpsindig måde.
Nem at læse
Joanna Trollope er også i denne roman i stand til at holde mange bolde i luften på en ret ukompliceret måde. Bogen er nem at læse. Sproget flyder flot, og der er masser af identifikationsmuligheder i persongalleriet.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger