Slip mig aldrig

Handling

Kathy, Ruth og Tommy bor på Hailsham, en kostskole i England. Her passes og uddannes de af forskellige værger. Alt ånder fred og idyl, men snart ved vi, at dette langtfra er sandheden.

Historien fortælles af den 31-årige Kathy, der på tolvte år er ansat som plejer. Hun ser tilbage, og vi får barndommen og ungdommen minutiøst genfortalt. Værgerne sørger for god uddannelse, og alle børn animeres til at udvikle deres kunstneriske sider. Børnene kender ikke til andet, og på overfladen forekommer skolen som et kærligt alternativ til den familie, de ikke har.

Men snart aner vi uråd; hvorfor er børnene så isolerede, hvorfor så resignerede og hvorfor denne angst for at spørge til fortid og fremtid, og hvorfor er den mystiske Madame bange for dem? Og hvad rummer disse børn egentlig?

Romanens stil

Fortælleteknisk er romanen genial. Hovedpersonen Kathy fortæller historien til en af sine patienter, men som læser føler man, at man selv er den særligt udvalgte, historien fortælles til. Det er Kathys hjerteskærende svanesang, mens hun venter på sit endeligt.

Sproget er smukt, langmodigt og meget engelsk; en tone, der er bevaret i den fine oversættelse.

Den er svær at slippe

Romanen er et godt skønlitterært bud på problematikken og etikken omkring organdonation og bør læses af alle, der interesserer sig for den fagre nye verden. Slip mig aldrig er svær at slippe. Den ætser sig ind i din bevidsthed - lavmælt og dybt foruroligende. Den smukke og rystende roman om de særligt udvalgte er en velskrevet civilisationskritik i romanform. Jeg håber, at den bliver filmatiseret, ligesom Ishiguros anden roman Resten af dagen blev det. Og så, kære instruktør, ingen happy ending, tak!

Oprindeligt publiceret: 

Litteratursiden.dk, 2005