Skyts

af David Læby
Skrevet af: Susan von Magius, Middelfart Bibliotek
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Bogen består af seks forskellige historier, der alle hænger sammen med hinanden. Handlingerne foregår i årene mellem 1939 og 2003. Personerne i bogen oplever mange triste ting, bl.a. dødsfald, krig og sygdom. Det er en meget alvorlig bog. Den giver stof til eftertanke.

Seks historier

Skyts består af seks forskellige, men alligevel sammenhængende historier. Historierne foregår i de skandinaviske hovedstæder Helsingfors, Stockholm og København i og mellem årene 1939 og 2003. Flere af personerne dukker op flere gange, vi får således lejlighed til at møde dem i forskellige aldre.

Personerne fortæller

På bagsiden af bogen står der, at det er "En bog om historier, de gode, de skræmmende, de magiske, de tragiske…". En god karakteristik, og der er mange historier indflettet i den store historie her. Historier, som personerne i fortællingerne fortæller hinanden for at forstå og overleve livet.

Alvorlige emner

For mig ligger denne bogs egentlige styrke i Læbys evne til, med følsomhed og nerve, at beskrive følelser og reaktioner hos de mennesker, vi møder i disse fortællinger. Det er ikke småting, Læbys persongalleri udsættes for: døde brødre, døde mødre, angst, omsorgssvigt, krig, kræft og aids.

En eftertænksom bog

Det lyder som en jammerdal, og det er det egentligt også, men for enhver, der ikke er gået igennem livet indpakket i vat med bind for øjnene, vil der være noget at hente her. Jeg synes, at Læby forstår at behandle det tunge stof, uden at det virker kvalmende og parodisk. Det er en eftertænksom og noget sorgfuld bog om kærlighed, angst, sorg og afsked. En bog for den, der trænger til andet end det lette.

Publiceret: 
22. August 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2005