Skrabelodder
Knivskarpt
"Det er måden, hun fortæller på", sagde en bogen-kommer-låner til mig. Vi snakkede om Kerstin Ekmans bøger. Hun havde fået Hekseringene i sin bogkasse. Forrige gang læste hun Hændelser ved vand. Hun har serien Ulveskindet til gode endnu. Heldige asen!
Det er måden, hvorpå Kerstin Ekman i ganske få ord kan skitsere et menneske, en situation, et billede. Det gøres, så det står knivskarpt for læserens blik.
Trilogien Ulveskindet
Men hun kan også væve et spind af ord og tanker, som læseren kan flytte ind i som i Gør mig levende igen (1997). Disse talenter er til fulde kommet til udtryk i trilogien Ulveskindet, hvori Skrabelodder er 3. og sidste bind.
Serien har malet et mangfoldigt billede af tre kvindefigurer gennem næsten et helt århundrede. Vi er nået til Ingefrid, datter af Myrten. Myrten var datter af Hillevi, der i 1916 rejste til Jämtland for at arbejde som jordemoder. Myrten fik et uægte barn, som hun bortadopterede i hemmelighed. Dette barn har i en moden alder lært sin biologiske baggrund at kende. Og hun er nu tilbage ved Svartvattnet for at fornemme, opleve og leve i dette lille samfund.
Selvom Ekman skriver så ubetinget fascinerende og medrivende, er det ikke altid en fortælling, der løber uhindret ned. Læseren skal skærpe sanserne og de litterære iagttagelsesevner. Der er ofte flere tråde at holde ude fra hinanden og rede på.
Ingefrid
Her i bind 3 i denne mægtige krønike står Ingefrid som en fremmed i det for hende fjerne Jämtland. Hun prøver at finde og forstå sin baggrund.
Ingefrid har også nogle forhindringer i sit virke som præst. Som kvindelig præst føler hun sig også ofte som en fremmed, der må slås for at finde erkendelsen. Hun har selv en indisk adoptivsøn. Han er på sin vis også et billede på det fremmede i en nordisk verden.
Guds barmhjertighed. Første binds titel? Erkendelse, ’meningen’, eller hvad det nu må kaldes. Menneskene kan slås og lede og kæmpe for det. Man ser dog lyset uventet. Som gevinsten på et skrabelod.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger
