Skandalen

af Zoe Heller
Skrevet af: Ulla Ravn, Hillerød Bibliotek
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Lærerinden Sheba indleder et forhold til en af sine elever. Det forbudte forhold afsløres af en kollega og veninde. Sheba mister alt, på grund af venindens forræderi. Det er en meget raffineret bog. Den rummer både det onde, det ubehagelige og det sjove.

Et forbudt forhold

Selve handlingen i Skandalen er såre banal: I begyndelsen af skoleåret 1996 ankommer den nye keramiklærerinde Sheba til en engelsk kommuneskole. Hun beskrives som køn på en lidt alfeagtig måde. Det viser sig hurtigt, at hun har problemer både i forhold til elever og til kolleger. Den eneste, der viser lidt interesse for hendes undervisning, er eleven Steven Connolly. Måske skal hendes senere betagelse af ham ses i lyset heraf. I begyndelsen afviser hun hans tilnærmelser, men efterhånden afløses de kejtede møder i klasselokalet af hede erotiske stævnemøder i byens parker. Det skæbnesvangre, forbudte forhold ender med at ødelægge tilværelsen både privat og arbejdsmæssigt for Sheba.

Veninden

Det, der hæver bogen over det kulørte niveau, er, at fortællingen er lagt i munden på en ældre kollega og veninde til Sheba, Barbara Covett. Hun fortæller dels om forløbet, som hun selv oplevede det, dels som hun senere har fået det fortalt af Sheba. Derved bliver selve kærlighedshistorien i virkeligheden mindre interessant, og fascinationen mellem de to mere usandsynlig. Gennem Barbaras øjne beskrives drengen Connolly som plump, grov og usympatisk, mens hendes beskrivelse af Sheba nærmest er forelsket.

Kvinder

Den historie, der for alvor fænger, er en modbydelig, intrigant dokumentation af, at kvinde er kvinde værst. Under dække af at spille fortrolig veninde er den ældre, ensomme, bitre og jaloux Barbara direkte årsag til, at forholdet afsløres. Sheba mister alt, opdager Barbaras forræderi, men er samtidig blevet afhængig af Barbara. Barbara konstaterer med en vis tilfredshed "Og nu ved hun, at hun ikke skal begive sig for langt væk uden mig".

En raffineret bog

Det er en raffineret psykologisk beskrivelse i en ligeledes raffineret ramme, en ond og ubehagelig, men samtidig morsom roman. Måske siger det lidt om bogens kvaliteter, at den blev indstillet til Bookerprisen i 2003, selv om den genremæssigt skiller sig ud fra de traditionelle prisvindere.

Publiceret: 
24. August 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2005