Skam

af Karin Alvtegen
Skrevet af: Eva Nielsen, Holstebro bibliotek
Redigeret af: Stig Lyngaard Hansen, DBB
Karin Alvtegen har skrevet en stærk fortælling om skam og skyldfølelse fortalt gennem to vidt forskellige kvinders historie. Begge kvinder har haft en rystende hård barndom og det får betydning for handlingen. 

To kvinders historie

Monika er 38 år, single og succesrig læge. På et kursus bliver hun bedt om at tænke på en begivenhed, som hun forbinder med ordene: frygt, sorg, jalousi, kærlighed og skam. Det sætter en lavine af skyldfølelse i gang.

Maj-Britt er 20 år ældre. Hun er erklæret invalid på grund af overvægt og lever sit liv indespærret i en lejlighed. Et brev fra en tidligere veninde, som sidder i fængsel, får hende til at genopleve sin rystende barndom og ungdom.

En rystende barndom

Bogen krydsklipper mellem de to kvinders historie helt til slutningen af bogen, hvor deres historier flettes sammen på dramatisk vis.

Begge kvinder har oplevet tunge svigt i barndommen. De har oplevet den dybeste skam af alle: at være et uelsket barn, og ingen af dem bliver som voksne i stand til at give eller modtage kærlighed.

Det er en roman, hvor man som læser bliver dybt involveret i de to personers historie. Man føler og lider med de to kvinder og glæder sig, når det endelig går godt. Rent handlingsmæssigt er bogen skruet elegant sammen, og sproget er levende og letflydende.

De inderste følelser

Karin Alvtegen har et fint blik for de inderste følelser i menneskesindet. Uden sentimentalitet skildrer hun to forskellige kvindeskæbner, så man tror på dem og deres historie.

I Sverige har man haft travlt med at sætte Karin Alvtegen i bås som "krimidronning" i stil med Lisa Marklund. Selv om romanen er lige så spændende som en krimi, er det nærmere en socialpsykologisk roman, hun har skrevet.

Publiceret: 
11. April 2006
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2008