Siffrine

af Cecil Bødker

Skrevet af: Nina Wegner, Horsens Bibliotek

Redigeret af: Maren Feldberg, DBB

Jost og Shiba kommer fra to vidt forskellige kulturer. De forelsker sig, men må vælge side på grund af kultur-forskellene. De flytter ind hos en særling. Historien fortælles af Siffrine, der er et endnu ikke født barn. Hun er en bevidsthed, der er til stede og registrerer alt, hvad der foregår.

Kærlighed

Jost får øje på den dejligste mørkøjede pige i en tynd dansekjole ved sommerballet i nabolandsbyen, og de danser hele natten. Husmandssønnens og tatertøsens kærlighed bliver modtaget med afmålt høflighed og skepsis af Josts regelbundne forældre, som har haft forventninger om at få Jost gift med en gårdmandsdatter.

To kulturer

Den meget arbejdsomme og lidt snæversynede husmandskultur står i diametral modsætning til Shibas taterkultur, som præsenterer den absolutte frihed, hvor man bare rejser til et nyt sted, hvis jorden brænder, og hvor man bare stjæler maden, hvis man er sulten. Samlivet mellem de to generationer og kulturer må nødvendigvis ophøre, og Shiba skaffer den lille familie et nyt hjem hos den vansirede særling Therkel Enøje, om hvem der fortælles de forfærdeligste historier.

Siffrine

Historien om Shiba og Jost fortælles af Siffrine, der ved romanens begyndelse svæver rundt som et endnu ikke skabt og født barn. Hun er en bevidsthed, der er til stede og registrerer alt, hvad der foregår. Flere elementer i romanen tangerer magisk realisme, og jeg tror, at de, der elsker sydamerikansk litteratur, vil få stor glæde af Siffrine.

Tid og sted

Det er Cecil Bødkers første udgivelse i 6 år, og det er en rigtig Cecil Bødker, forstået på den måde, at vi befinder os i et ikke nærmere defineret historisk miljø – i hvert fald har de ikke elektrisk lys – skørterne er lange, og der køres med heste. Den diffuse tidsmæssige og geografiske ramme giver Cecil Bødker og læseren de bedste muligheder for at koncentrere sig om hovedtemaet i fortællingen, som efter min mening må være samliv og tolerance mellem fremmede kulturer.

Fortælleteknik

At hun lader synsvinklen ligge konsekvent og kontinuerligt hos det lille barn, som endnu ikke har noget sprog, betyder, at Cecil Bødker ikke fordømmer eller tager stilling for eller imod de kulturer, hun beskriver. Dette velfungerende fortælletekniske trick kender vi også fra novellesamlingen Øjet fra 1961.