Señor Peregrino

af Cecilia Samartin
Bogforside
Skrevet af: Helle Laursen, Nota
Dette er en roman om kærlighed, drømme og stærke familiebånd. Tag med den unge pige Jamilets på rejse fra en fattig landsby i Mexico til et nyt liv i USA. Cecilia Samartin er en cubansk forfatter der skriver med latinamerikansk varme og passion.

Bestseller

Señor Peregrino er en international bestseller. Alene i Norge er der 350.000 nordmænd, der har taget romanen ned fra hylden og de tager ikke fejl. Det er en roman, som er svær at lægge fra sig. Cecilia Samartin skriver let, flydende og underholdende.
 

Tillid og venskab

Fortællingen følger den unge mexicanske pige Jamilet, der flygter over grænsen til USA. Med sig har hun kun sin sorg over moderens død og en adresse på en moster, der allerede bor og arbejder her illegalt. Hun får arbejde på et sindssygehospital, hvor hun skal passe én eneste patient, Señor Peregrino. Han bærer på en hemmelighed og en historie, ganske som Jamilet gør det.
 
Jamilet blev født med et mærke på ryggen, et blodrødt modermærke. I den lille landsby, hvor hun vokser op, er de fattige indbyggere overtroiske og kalder det djævlens mærke. Jamilet isoleres og udstødes. Hun overlever på de drømme og fantasier, hun spinder om fremtiden.
 
I mødet med Señor Peregrino opstår langsomt et venskab. Fra at være et frygtsomt og skrøbeligt forhold mellem to mennesker, der ikke har noget tilfælles, opbygges en tillid og et venskab. Señor Peregrino fortæller Jamilet om sin eventyrlige pilgrimsvandring til Santiago de Compostela i Spanien, da han var ung. Hans fortælling ændrer Jamilet’s syn på verden og hun ændrer hans.
 

Cubanske rødder

Cecilia Samartin er født i 1961 på Cuba, men er vokset op i Los Angeles. Hun har et godt kendskab til livet blandt de mexicanske indvandrere i USA, da hun sideløbende med sit forfatterskab arbejder som socialarbejder med netop denne gruppe. Man mærker Samartins indsigt i måden, hun beskriver Jamilet med engagement og styrke. Hendes cubanske rødder giver romanen et drys af latinamerikansk magi. Alt holdt sammen af en historie om venskab og om skønheden, der findes i os alle.
 
Publiceret: 
10. September 2010