Selvrisiko
En død kvinde
"Og så fik hun øje på bylten. En strømpefod. En hånd med håndfladen opad. Kun en vinrød, tynd kjole. Du godeste, der lå et menneske, og hendes første tanke var, at det måtte være så koldt, så hundekoldt. Hun stod helt stille, mens selv tankerne frøs til is. Hun ventede på sine ben, som skulle tage skridtene hen. Og så kunne hun mærke, at der ikke var liv. At der lå et dødt menneske for hendes fødder. Og hun så, hvem det var, og så, at tungen var blå og pegede lige imod hende, og at øjnene var opspilede. Og hun så rebet, så stramt omkring kvindens hals, og hun så blodet, og midt i det hele så hun også øksen."
Det er en frysende kold februardag. Rose er lige gået en tur med hundene, da hun finder liget af en kvinde i mosen. Kvinden er først blevet hængt. Siden har hun fået hovedet kløvet af en økse.
Dicte Svendsen
Vi er i begyndelsen af Elsebeth Egholms kriminalroman Selvrisiko med journalisten Dicte Svendsen i hovedrollen. Liget bliver fundet lige uden for landsbyen Kasted i nærheden af Århus. Her bor Dicte. Snart er hun dybt involveret i sagen, hvor hun efter to identiske kvindemord selv bliver truet på livet med en tilsvarende død.
Forhold mellem børn og forældre
Drabene hænger sammen med et lignende drab i mosen for over 300 år siden. Det drejer sig om vanskelige og tragiske forhold mellem forældre og børn. Forhold som også Dicte Svendsen selv har været udsat for. Hun gjorde i sin ungdom oprør mod forældrenes tilknytning til Jehovas Vidner. Det endte med, at hun blev udstødt af sine forældre og søster.
Femi-krimi
Selvrisiko tilhører genren af femikrimier. Det er en genre som opstod i 1980erne i USA. Her i Norden repræsenteres den af Liza Marklund, Anne Holt og Gretelise Holm. Karakteristisk for femikrimien er blandingen af den traditionelle krimi med det kvindelige univers og forholdet mellem mennesker.
Spændende krimi
Selvrisiko er en rigtig spændende krimi med fuld fart på. Samtidig oplever vi Dictes forhold til datteren Rose. Hun er som 17-årig allerede ved at flytte hjemmefra og købe rækkehus sammen med kæresten. Vi oplever Dictes noget ambivalente forhold til sin kæreste Bo og til veninderne. Og også til det manglende forhold til forældrene. Dette sættes for alvor i perspektiv, da søsteren uden moderens vidende fortæller Dicte om faderens sygdom og snarlige død.
Elsebeth Egholm skriver spændende og medrivende. Ifølge hende selv skriver hun ikke stor, filosofisk litteratur, hun vil bare fortælle en god historie. Man må sige, at det lykkes meget fint.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger